Dumt: Opsøgte selv lokalbetjent - blev anholdt med høj promille

En beruset mand kørte selv hen til politistationen, fordi han havde et spørgsmål til lokalbetjenten. I stedet endte han med at blive anholdt for spritkørsel

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Ved du noget? Kontakt redaktionen på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

Det er altid dumt at køre spritkørsel, men hvis du ikke vil blive fanget i ugerningen, så er det ekstra dumt selv at køre hen på politistationen.

Torsdag eftermiddag havde lokalbetjent Henry Pedersen kontortid på lokalpolitistationen i Broby på Fyn, som han plejer. Mellem 15.00 og 17.00 kan de lokale kigge forbi stationen, hvis du har spørgsmål.

Men torsdag blev alligevel lidt speciel for lokalbetjenten.

- I min kontortid bliver der rettet henvendelse fra en borger, som jeg ser komme kørende til stationen. I forbindelse med mandens spørgsmål, så vurderer jeg, at han er spirituspåvirket. Derefter bliver der foretaget en udåndningsprøve, siger Henry Pedersen til Ekstra Bladet.

Testen viste en promille på hele 1,6 og derfor blev manden anholdt og sigtet.

- Nu skal en blodprøve så vise, hvad den helt præcise promille var.

Henry Pedersen ønsker ikke at oplyse, hvilket spørgsmål, som manden henvendte sig med.

- Hvad han ville er i og for sig ikke så relevant. Han havde et spørgsmål, og kom til mig som almindelige borger, men så endte det med noget, som han formentlig ikke havde regnet med, siger Henry Pedersen.

Manden er sigtet for spirituskørsel.