Dybt berørt Ulstrup-præst: - Vi er fælles om afmagten

Sognepræsten, der i dag bisatte de fem døde fra Ulstrup, var selv påvirket af familietragedien. Her er hans tale i sin fulde udstrækning

Tre rustvogne holdt diskret langs kirken, mens sørgende pårørende, naboer, venner og kammerater tidligere i dag strømmede ind i Ulstrup Kirke. i to af bilerne stod der to kister ved siden af hinanden. (Foto: Claus Bonnerup)
Tre rustvogne holdt diskret langs kirken, mens sørgende pårørende, naboer, venner og kammerater tidligere i dag strømmede ind i Ulstrup Kirke. i to af bilerne stod der to kister ved siden af hinanden. (Foto: Claus Bonnerup)

Drabene i forrige uge på 42-årige Trine Nielsen og fire børn begået af familiefaderen Morten Nielsen i hjemmet ved Ulstrup, gik også lige i hjertet på byens sognepræst Knud Bunde Fries.

Det erkendte præsten tidligere i dag, da han i en rørende og personlig tale sendte Trine Nielsen og parrets fire børn ud på den sidste rejse foran et sørgende følge på flere hundrede mennesker.

Sammen med sin familie var Knud Bunde Fries i sidste uge forbi gerningsstedet i Amstrup bakker og tænde et lys for de dræbte. Lige som mange andre af byens borgere, der fortsat har svært ved at fatte tragedien.

Præstens tale ved de fem kister
Her kan du læse sognepræstens tale ved de fem kister i Ulstrup Kirke (Ekstra Bladet har i det nedenstående udeladt børnenes navne):

'Til Trine, (og de fire børn, red.)

De fleste gange når man tager på arbejde, så gør man det med glæde, man glæder sig over en ny dag og ser frem til alt det, der ligger og venter på én, men… der er også dage, hvor man skal på arbejde, selv om man allerhelst ville blive hjemme under dynen og gemme sig langt væk.

I dag er sådan en dag, hvor vi ville ønske, at vi kunne være alle andre steder. Men i dag skal vi være her, og det skal vi, for selv om den tragedie, der har ramt os, er så meningsløs, så er det på ingen måde meningsløst, at vi er sammen i dag. Det er tværtimod det eneste rigtige at gøre, at vi mødes her i dag i kirken – ikke for at forstå, hvad der er sket – for det tror jeg ikke, vi kan helt til bunds – men for at vi kan trøste hinanden, holde om hinanden og måske prøve at sætte ord på den afmagt, der kan føles så afgrundsdyb.

Da jeg mandag d. 9. januar om eftermiddagen fik beskeden om, at seks mennesker var fundet døde i Ulstrup, kunne jeg ikke begribe omfanget af tragedien, og da brikkerne så begyndte at falde på plads om, at det var Trine, Morten, (og de fire børn, red.), så tænkte jeg, at det ikke kunne være sandt.

- Svært at stå her i dag
Jeg vil være ærlig og sige, at det er svært at stå her i dag, det er svært for mig at sætte ord på det, der er sket. Det vil jeg være helt ærlig omkring. Og sådan er det for os alle sammen. Det er svært både at sætte ord på omfanget af det, der er sket og så det, at det er en far, som har dræbt sin egen familie, sin hustru og de fire børn, som han selv har været med til at bringe til verden.

Spørgsmålet, som har presset sig på hos os alle: Hvorfor Morten gjorde det, har vi alle stillet os selv, også I nærmeste pårørende, og selvfølgelig har vi talt om det sammen, men dybest set, så får vi ikke et endegyldigt svar.

I dag her i kirken er vi samlet for at tage afsked med Trine (og de fire børn, red.). Det er deres kister, som er samlet heroppe. *(To af børnene, red.) på min venstre side, (de to andre børn, red.) på min højre side, og foran mig er Trine.

Og jeg vil sige til jer: Annette, Peter, Lene, Mads og Britt: Siden den 9. januar har vi været sammen mange gange og i mange timer. Det har været hårdt, men det har også været nødvendigt.

- Vi er fælles om afmagten
Vi har grædt, vi har holdt om hinanden og været fælles om afmagten, og ind imellem ja da har der også været en lille forløsende latter, når vi har talt om gode minder, og så har vi kigget på hinanden og tænkt: Må vi det? Må vi godt le, når mørket omkring os er så dybt og meningsløsheden så massiv, og så tror jeg, at vi er blevet enige om, at det må vi gerne, for det er jo på en måde et første lille tegn på, at livet findes, som en sart lille blomst, der kryber op af jorden i den første forårstid, og sådanne små blomster skal vi glæde os over, og som vi også har sagt flere gange, så er det også i Trines og børnenes ånd, at livet ikke stopper, selv om de ikke er her mere.

Søndag i sidste uge sagde min søn til mig, om vi ikke skulle køre op til Amstrup Bakker og tænde et lys. Og så tog min familie og jeg op og tændte lys ved huset. Det var aften, en frostklar aftenstund, og da vi så kiggede op, så vi stjernerne på himlen, og jeg kom til at tænke for mig selv, at det jo er præcis den situation, vi og I pårørende befinder os i. At mørket er dyb som natten, men at Trine og børnene jo er der som små stjerner på himlen, der lyser op, og som kan give håb, selv om de ikke er her mere. At de kan give håb for jer, der er tilbage, og at de kan lyse op i natten.

Trine (og de fire børn, red.) en mor med sine fire børn tager vi afsked med i dag. Fem mennesker med hver deres helt særlige måde at være på. Trine. Viljestærk, og så som I sagde med smil på læben: Nysgerrig efter hvad folk nu gik og lavede, pligtopfyldende, omsorgsfuld, humoristisk og glad, men jo først og sidst mor med stort M. Børnene var hendes ét og alt, og hun var opmærksom på, hvad børnene hver især havde brug for.

(Den ældste pige, red.). Som lille var hun stille og genert, men det var noget, hun i den grad voksede fra, og hun blev en stærk pige, som da hun f.eks. kort efter sin konfirmation tog tre uger alene på sprogskole i England uden at kende nogen i forvejen. Hun gik til håndbold og begyndte i sommers på 1. g på Favrskov Gymnasium. Og så var det jo det, at hun altid har været en rigtig storesøster, som tog sig af sine søskende, og sidst og ikke mindst så var hun en rigtig god ven med mange venner og veninder.

(Den ældste dreng, red.). En kvik fyr, han kunne bare det der med matematik og tal. Han gik i 5. klasse på Ulstrup Skole, og så var han en dygtig og ivrig sportsmand. Han var på et udvalgt hold i Randers i fodbold og også ivrig håndboldspiller her i Ulstrup, og når han spillede, så var det altså for at vinde, og netop det kendetegnede ham: Når han gjorde noget, så gik han ind i det med 110%, og det var også én af grundene til, at han var så vellidt.

(Den yngste pige, red.). Den selvbevidste unge dame, som elskede at danse og at være klædt ud, men som jo lige så gerne ville klatre i træer. Fuld af energi var hun og med glimt i øjet, og som I sagde med smil på læben: Hun var vel nærmest det, vi kan kalde en diva, hvis man kan være det i en alder af 6 år og går i 0. klasse.

(Den yngste dreng, red.). Den mindste af dem på tre år, og som jo også var mors dreng. Han gik i børnehave, og så var han jo en pudseløjerlig lille fyr med sit stride strittende hår. Når han tog gummistøvlerne forkert på, så venstre fod kom i højre støvle, jamen så var det sådan det skulle være, og det kunne da godt være, at andre syntes, at venstre fod passede bedst til venstre støvle, men det havde han nu sin helt egen mening om.

Sådan husker vi dem hver især, og mange af jer, der er her i dag, har jeres egne minder, men fælles for børnene var, at de var en harmonisk søskendeflok, kærlige og stærke personer hver især.

- Hele byen er berørt
I kirken i dag er der en mor og en far, der har mistet deres datter og børnebørn, en bror, der har mistet sin søster, en mormor, der har mistet sit barnebarn og sine oldebørn, og to fætre, der har mistet deres rigtig gode kammerater. Men også mange andre er dybt berørt. Der er venner og veninder, skolekammerater, naboer, kollegaer, der er lærere og pædagoger, der er idrætsforeningen, og på en måde er hele byen berørt.

Og jeg skal sige fra familien, at det har betydet meget, den store omsorg og varme, der er blevet vist dem.

Stjerner på himlen, mørket, der bliver brudt. Små sarte blomster, der kommer op af jorden efter en lang vinter. Det er sådanne billeder på håb, som måske kan give os troen på, at livet fortsætter, og at der kommer en dag, hvor solen igen står op.

Solen bryder mørket
At solen igen står op. Det var det håb, vi talte om, da vi valgte salmer til i dag, og det er også det håb, vi skal synge om i Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger solen af havets skød”: At solen efter en lang mørk nat stiger op af havet og bryder mørket. Det sker i helt konkret forstand ved, at nat bliver til dag, men også på en dybere måde ved, at angsten forsvinder, og at alle dødens skygger må flygte.

Det er et håbefuldt billede for os, der skal leve videre, at der kommer en dag, hvor vi igen kan trække vejret frit, men ordene peger også hen på et endnu større håb: nemlig at vi skal opstå fra de døde. At når døden rammer vores liv, så skærmer Gud os. Og det er i den tro, at vi i dag tager afsked med Trine (og de fire børn, red.). At de nu er hos Gud og omfavnet af hans kærlighed. Må Guds kærlighed være med dem, og må Guds kærlighed være med os alle.

Amen'

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere