Dykkere genoptager eftersøgning af Niels

- Hvis far ikke bliver fundet i dag, så må vi vente på, at han dukker op et eller andet sted og bliver fundet ved et tilfælde, siger Jesper Nicholaisen

Videoreportage: Ernst van Norde

Marine-hjemmeværnet og erhvervs-dykkere har lørdag formiddag genoptaget eftersøgningen af den 73-årige forsvundne forretningsmand Niels Joachim Nicholaisen fra Aarhus.

Ved 09.30 tiden stævnede tre både med tre dykkere i hver båd ud i Aarhus Bugten for at lede efter den 73-årige mand, som har været forsvundet siden den 5. februar i år.

Eftersøgningen har hidtil foregået tæt på land ved blandt andet Hotel Marselis og lystbådehavnen. Men denne gang har dykkerne valgt at søge længere ude efter at have studeret strøm-forholdene og fået instrukser af politiet.

Flere ting fundet
Et par briller, en shampoo-flaske, sportstøj og en jakke er blandt de ejendele, som i den senere tid er blevet fundet af erhvervs-dykkere og private dykkere.

Også Niels Joachim Nicholaisens mobiltelefon er blevet fundet ud for Marselisborg Lystbådehavn.

Sønnen Jesper Nicholaisen. (Foto: Claus Bonnerup)
Sønnen Jesper Nicholaisen. (Foto: Claus Bonnerup)
 

- Vi er ikke interesserede i at finde flere af fars ejendele. Nu er det far selv, som vi gerne vil have fundet, siger sønnen Jesper Nicholaisen til Ekstra Bladet.

Han følger eftersøgningen fra kysten i det omfang, det er muligt.

Sidste skud i bøssen
- Nu er strøm-forholdene blevet studeret ekstra grundigt og derfor bliver der også søgt op mod Kalø Vig, da far kan være ført den vej af strømmen. Denne eftersøgning er nok det sidste skud i bøssen. Hvis far ikke bliver fundet i dag, så må vi vente på, at han dukker op et eller andet sted og bliver fundet ved et tilfælde, siger Jesper Nicholaisen til Ekstra Bladet.

I følge sønnen har hele familien affundet sig med, at Niels Joachim Nicholaisen er død og ikke vil blive fundet i live.

Det fylder meget
- Vi har det efter omstændighederne godt. Det fylder stadig meget i vores liv, men vi er også opmærksomme på, at livet skal gå videre. Vi bærer på en stor sorg - og det tager naturligvis tid at bearbejde det hele, siger Jesper Nicholaisen.

Det er familiens opfattelse, at Niels Joachim Nicholaisen er stået tidligt op den 5. februar og har villet gå en tur ved vandet, inden han som så ofte før begyndte træningen i Seierfitness i Aarhus.

Eftersøgningen i Aarhus Bugten forventes afsluttet midt på eftermiddagen lørdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere