Dykkere søgte efter spor i drabssag

Politiets undersøgelse af en å nær Vollsmose har forbindelse til skudsagen, hvor en 31-årig mand mistede livet

Tirsdag bekræfter Fyns Politi, at dykkeres undersøgelse af en å nær Vollsmose torsdag og fredag i sidste uge har relation til sagen i Vollsmose, hvor en 31-årig mand blev skudt og dræbt.

Men om politiet fandt noget af interesse, ønsker de ikke at oplyse.

Se mere video på Local Eyes

- Ledte i efter gerningsvåbnet?

- Det kan jeg ikke bekræfte af efterforskningsmæssige hensyn, siger vicepolitiinspektør hos Fyns Politi Richardt Jakobsen.

Dykkere anes i åen nær Vollsmose, Odense . Foto: Local Eyes
Dykkere anes i åen nær Vollsmose, Odense . Foto: Local Eyes
 

Det 31-årige offer, Abdinur Ismail, skulle på nattevagt på et lager, da han befandt sig på en parkeringsplads kort før midnatstid onsdag 24. juni. Her blev han ramt af skud, og en anden 31-årig blev også skudt og hårdt såret.

Politiet oplyste dengang, at der var blevet filmet på forskellig vis på gerningsstedet og opfordrede dem, der måtte være i besiddelse af film og billeder, om at dele dem med politiet. 

- Vi har fået tilsendt fra forskellige borgere. Både videoklip og lydoptagelser. Det er selvfølgelig noget, der indgår i vores videre efterforskning. Vi er i gang med at få det analyseret for at se, om det kan bringe os nærmere, siger Richardt Jakobsen og tilføjer, at politiet er i færd med at kortlægge hændelsesforløbet.

Se også: Politiets teori: Tilfældigt offer i bandekonflikt

Politiet: Tilfældigt offer
Skudepisoden relaterer sig ifølge politiet til en konflikt, der udspiller sig imellem to unavngivne grupperinger fra Vollsmose og Korsløkkeparken.

I følge beboere og familie havde Abdinur Ismail ingen tilknytning til det kriminelle miljø, og politiet formoder derfor, at han kunne være et tilfældigt offer.

Den anden 31-årige, der blev såret af skud, men overlevede  har ifølge politiets tidligere udmeldinger personlige relationer til den aktuelle konflikt.

Se også: Familie har gribende appel i drabssag