Eddie-sagen: Tre sigtet for drab

Nye, grufulde detaljer i sagen om forsvundet mand - en 52-årig mand skal i grundlovsforhør i dag - i forvejen er et ægtepar fængslet, og nu løfter politiet sløret for den konkrete sigtelse

Politiets teknikere og retsmedicinere deltog i omfattende udgravninger i områder nord for Frederikshavn natten til fredag. Foto: René Schütze
Politiets teknikere og retsmedicinere deltog i omfattende udgravninger i områder nord for Frederikshavn natten til fredag. Foto: René Schütze

En anholdt 52-årig mand sigtes konkret for i forening med to tidligere anholdte personer - en 46-årig kvinde og en 45-årig mand - at have dræbt den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen.

Drabet er sket 9. maj om aftenen på en ejendom i nærheden af Frederikshavn, og det er formentlig begået med et håndskydevåben. Det oplyser politiet.

Nordjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de mener, at Eddie Christensen er blevet skudt, og derefter er offeret blevet afbrændt og forsøgt bortskaffet.

- Det er tale om en sag med nogle voldsomme omstændigheder, og af hensynet til de efterladte og til sagens fulde efterklaring kan vi ikke udtale os nærmere om selve drabet, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Han oplyser, at det er en række afhøringer, der sammenholdt med kriminaltekniske undersøgelser og nogle fund 'på blandt andet det formodede gerningssted', der gør, at politiet kan fastslå, hvad der er sket.

I fredags blev den 46-årige kvinde og den 45-årige mand fremstillet i et grundlovsforhør bag såkaldt dobbeltlukkede døre. Det betød, at offentligheden end ikke måtte høre den konkrete sigtelse mod parret, som er svensk-britisk, men som boet i det nordjyske.

Ni timer langt retsmøde

Parret blev fængslet i foreløbigt fire uger efter et ni timer langt grundlovsforhør. Ved samme retsmøde stod det klart, at en 52-årig mand var fængslet in absentia, altså at han var på fri fod i sagen. Han var efterlyst af politiet, som i klare vendinger offentligt bad ham om 'omgående at melde sig'.

Her bliver den 52-årige ført ind i en politibil Foto: Rasmus Skaftved
Her bliver den 52-årige ført ind i en politibil Foto: Rasmus Skaftved
 

Det skete i aftes, hvor manden ankom fra Sverige med færge til Frederikshavn og blev modtaget af efterforskere fra Nordjyllands Politi. Den mand skal i grundlovsforhør klokken 13.30 ved Retten i Hjørring. Og det er i den forbindelse, at politiet nu oplyser konkret, at alle tre i sagen er sigtet for drab.

Det er endnu ikke belyst, hvordan rollefordelingen mellem de tre ifølge politiets mistankegrundlag, har været.

Ekstra Bladet har i weekenden beskrevet, at i hvert fald en af de tre mistænkte, den 52-årige netop anholdte mand, er medlem af en skydeklub. 

I fredags sent efter grundlovsforhøret mod parret kunne anklageren af hensyn til de dobbeltlukkede døre ikke fortælle, hvordan de to anholdte forholdt sig til sigtelsen, om de nægtede sig skyldige.

Politiet vil dog ikke længere begære om de dobbeltlukkede døre, men alene om lukkede døre under grundlovsforhøret i eftermiddag.

Stadig stort arbejde

Politiet fortsætter efterforskningen og varsler tekniske og retsmedicinske undersøgelser og analyser af flere effekter i sagen.

- Der ligger stadig et omfattende efterforsknings-arbejde foran os. Vores opgave består i at få belyst, hvad der er sket før, under og efter denne forbrydelse, siger Frank Olsen.

Hvad motivet er til, at den 39-årige Eddie Christensen skulle dræbes, vides ikke. Han har tidligere været offer i en særdeles brutal sag, der udspillede sig i et nordjysk, hårdkogt kriminelt miljø, og han har siden levet med frygt som en følgesvend.

Det er endnu ikke lykkedes at opspore den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen. Det viser sig, at den nu 39-årige nordjyde i 2017 blev dømt for at gemme en skarp pistol med ammunition, fordi der angiveligt var sat en pris på hans hoved. Foto: René Schütze Krimi Gemte pistol i sofa: Pris på forsvundne Eddies hoved

Sidste livstegn fra Eddie var forrige lørdag, hvor han havde givet udtryk for, at han var bange og ville overnatte hos sin mor, men han dukkede aldrig op, og hans bil blev fundet et par dage senere parkeret ved togstationen i Rimmen.

Ekstra Bladet følger sagen.

Her er ejendommen, som politiet har endevendt i sagen om den forsvundne Eddie. Foto: René Schütze Krimi Mistænkt i Eddie-sagen er medlem af skydeklub