Efter 12 år i amerikansk fængsel: Tidligere MF’er Uwe Jensen løsladt i Texas

Den tidligere MF’er, EP’er, FN-delegerede og dømte, danske storforbryder er blevet løsladt

HOUSTON, USA (Ekstra Bladet): Det er med få ejendele, at Uwe Jensen forlader sit hjem gennem 12 år og to måneder i Houston. Med ryggen til Residential Reentry Center i den Texanske hovedby gik han efter års indespærring fredag morgen kl. 8.30 (lokal tid) ud af arresthuset som en fri mand.

Det tidligere folketingsmedlem, Europaparlaments-medlem og FN-delegerede satte hermed punktum for mere end et årtis tremme-tilværelse, siden han i 2002 blev anholdt, fængslet og i 2006 idømt 14 års fængsel i en gigantisk sag om våben-for-narko handel i USA.

Ekstra Bladet mødte den i dag 78-årige dansker, da han fredag forlod udslusnings-institutionen, sin køjeseng gennem de sidste 6 måneder og sit liv som fange nr. 15926-179, og gik ud i friheden.

Se også: Dansker i amerikansk fængsel trygler dronningen

Stukket af sin kammerat
Uwe Jensen blev som 66-årig - som mangeårig beboer og forretningsmand og ikke mindst statsborger i USA - anholdt i 2002 af FBI på sin bopæl i Houston, Texas. Afsløret og fældet af en undercover-agent, Jensen troede var hans ven, der i gennem 13 måneder havde fulgt danskerens færden og omgangskreds af forretningsmænd, der netop var ved at lægge sidste hånd på en gigantisk kriminel handel: Fire containere med alskens våben skulle smugles til den paramilitære terrororganisation AUC i Columbia.

De 300.000 granater, 300 pistoler, 9000 AK47-rifler og millioner af runder af ammunition skulle betales med ’hvide penge’: Kokain. Prisen var knap 200 mio. danske kroner - men blev i sidste ende langvarige fængselsstraffe.

Se også: Terrordømte Uwe Jensen vil til Danmark

Værre end Nazityskland
- Det har været nogle frygtelige år. Det er det længste job, jeg har haft i mit liv, erklærer Uwe Jensen overfor Ekstra Bladet som status på de mange år i det, han gentagne gange kalder ’et beskidt retssystem, der behandler folk værre end de gør i Rusland, Kina og Nazityskland’.

Da håndjernene klappede nægtede den barnefødte sønderjyde dengang først at have kendskab til omfanget af sigtelserne i det, der hos FBI gik under kodenavnet ’Operation Hvid Terror’.

En efterforskning, der blev kategoriseret som en af de ti største i USA efter angrebet på World Trade Center, og som USA’s daværende justitsminister John Ashcroft kaldte et stort slag i krigen mod terror og narkotika.

Se også: 14 år til dansker for narkohandel

'Jeg mistede alt'
Uwe Jensen blev som 70-årig idømt 14 års fængsel. Grundet hans alder og en tilståelses-aftale valgte dommeren ikke at dømme ham 15 år til livstid for hans rolle i det kriminelle spind.

Sagen, der omhandlede både terrorisme, narkotika, våben, smugleri mv. har ikke kun kostet Uwe Jensen det meste af sin alderdom i højrisikofængsler med dødstrusler. Også langt de fleste venner og familie er tabt gennem årene, og den velkendte amerikanske fangedragt er nu skiftet ud med striktrøje, en tøffende gang og hvidt hår.

- Jeg mistede alt. Mit hus. ALT, siger den aldrende mand til Ekstra Bladet, under et interview blot dagen før sin løsladelse.

 

Vil hjem til Danmark
Han går nu en fremtid i møde - de næste fem år på prøveløsladelse, pt. uden fast bopæl og med et indædt ønske om, at vende hjem til Danmark igen.

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Det er forvirrende, siger han og griner lidt opgivende.

- Jeg skal lede efter et sted at bo. Tæt på bus, tog og supermarked, for i min alder vil jeg ikke køre bil i denne her trafik. Jeg vil leje et lille sted og forsøge at finde et deltidsjob, men ingen vil jo hyre en i min alder, vurderer han fremtidsudsigterne.

Selvom Uwe Jensen opgav sit danske statsborgerskab i 1990 til fordel for det amerikanske, drømmer han om, at tilbringe resten af sin alderdom i sit fædreland.

- Jeg håber, jeg kan blive overført til Danmark. Jeg vil gerne tilbringe mine sidste år i Danmark. For dette er ikke frihedens land. Det er en politistat.

Læs meget mere om Uwe Jensens utrolige  livshistorie fra Folketinget til diskokonge til storforbryder, hans tid i fængslet, og hvordan han har tænkt sig at vende hjem til Danmark igen.

1 af 3 Den 78-årige tidligere folketingsmand for Fremskridtspartiet blev lukket ud til friheden og pt. en fremtid uden bolig, uden mange venner og en slunken bankkonto. (Foto: Jonas Olufson)
2 af 3 Den tidligere politiker blev fængslet og anholdt i 2002 og i 2006 idømt 14 års fængsel som terrorist, narko- og våbenhandler, der blev afsløret af FBI i 'Operation White Terror'. (Foto: Lars Poulsen)
3 af 3 Uwe Jensen slæber her hele sit liv ud af fængslet i Houston, hvor han fredag blev løsladt efter 12 års fængsel. (Foto: Jonas Olufson)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere