Efter 14-årig drengs død: Kvinde anholdt

En 40-årig kvinde er anholdt i forbindelse med en 14-årig drengs død i weekenden

Københavns Politi har anholdt en 40-årig kvinde i forbindelse med en 14-årig drengs død i weekenden.

Det oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Den 40-årige kvinde sigtes for uagtsomt manddrab samt for at have brudt straffelovens §250, der straffer 'den som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand', oplyser politiet.

Den tragiske hændelse fandt sted natten til søndag på Østerbro.

Her befandt den 14-årige dreng sig sammen med en håndfuld andre unge i en lejlighed, der ifølge politiet tilhører en 40-årig kvinde, der er kendt fra misbrugsmiljøet.

- Der er tale om en række unge, som benytter lejligheden som et slags samlingssted, siger vicepolitiinspektør Riad Tolba til Ekstra Bladet.

- I lejligheden lå der en række receptpligtige medikamenter fremme, som de unge så har indtaget, siger Riad Tolba.

Ifølge politiet fik den 14-årige dreng og hans jævnaldrende veninde hjertestop efter indtagelsen, og mens den 14-årige pige kunne genoplives, stod drengen ikke til at redde.

Han var ifølge politiet allerede afgået ved døden, da paramedicinere ankom til stedet.

Den 14-årige pige blev hurtigt bragt til Rigshospitalets traumecenter, hvor hun nu er i kritisk tilstand og ligger i koma.

Politiet fik anmeldelsen klokken 01.37 natten til søndag og oplyser, at alle pårørende er underrettet.

Se også: Tragedie: 14-årig dreng indtog medicin og døde

Den anholdte, 40-årige kvinde vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Dommervagt.

Her vil en anklager begære dørene lukket, og politiet har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.

Artikel opdateres..

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere