Efter 30 år på dødsgangen: Nu er Anthony fri

Anthony Ray Hinton en af de fanger, som har siddet længst tid i fængsel på dødsgangen i Alabama

Langfredag er ikke en sørgelig dag - i hvert fald ikke, hvis man spørger 58-årige Anthony Ray Hinton. Han har siden 1985 siddet i fængsel i Alabama. Det første år i varetægt og siden 1986 på dødsgangen. Det skriver blandt andre det lokale medie AL.com.

Nu viser det sig imidlertid, at de 30 kan være spildte. I onsdags erklærede to distriktanklagere fra Alabama nemlig, at de mente, at anklagerne mod Anthony Ray Hinton burde droppes.

De to kom frem til den konklusion, efter tre forskellige eksperter fastlagde, at man ikke med 100 procents sikkerhed kunne kæde seks patroner sammen med den pistol, som politiet i 1985 fandt i Anthony Ray Hintons hjem.

To likviderede restaurantarbejdere
Anthony Ray Hinton blev oprindeligt dømt skyldig i to forskellige drab. Det første drab skulle være foretaget på John Davidson, som arbejdede i en mindre restaurant. Her blev han tvunget ind i restaurantens kølerum og skudt to gange i hovedet.

Det samme skete for Thomas Vason fem måneder senere på en anden restaurant i staten. Han blev også tvunget ind i et kølerum og skudt to gange i hovedet.

Det var kuglerne fra de to drab, som eksperter nu - 30 år senere - afviser at kunne kæde sammen med det våben, som politiet fandt hos Anthony Ray Hinton. Han blev ellers dømt på trods af, at flere vidner kunne bekræfte hans alibi om, at han var på arbejde 24 kilometer fra gerningsstederne.

Flere ankesager
Anthony Ray Hinton er en af otte fanger, som har siddet i fængsel i mere end 30 år i Alabama, hvor hovedvægten af årene er spenderet på dødsgangen. Det på trods af, at den 58-årige af flere omgange har forsøgt at blive frikendt igen.

I 1994 testede man blandt andet Hintons pistol igen for at se, om patronerne matchede pistolen. Dengang sagde flere eksperter, at kuglerne ikke passede sammen med Hintons Pistol, men det lyttede hverken dommere eller anklagere til.

Det gjorde de dog i onsdags, og i går, skærtorsdag, beordrede en dommer, at Anthony Ray Hinton i al hast ville få sin nye ankesag droppet, så han kunne komme ud hurtigst muligt. Det sker altså i dag.

- Staten tog noget fra ham, som de aldrig kan give ham tilbage. Han kommer til at få udfordringer med at vende tilbage til samfundet, siger Bryan Stevenson, der er direktør i Equal Justice Initiative, som har repræsenteret Anthony Ray Hinton.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere