Efter absurd biljagt: Dansk bilist får bøde på 100.000 kr.

Bilisten påkørte blandt andet en politibil og var ved at påkøre to betjente

Bilisten kører næsten direkte ind i siden på patruljebilen, så bildøren er ved at ryge af. Video: dplay

Tirsdag aften byder på endnu en gang på vanvittige scener fra de danske veje i programmet 'Fanget på politiets kamera', og i aftenens afsnit sætter en vanvidsbilist ny bøderekord.

I et tidligere afsnit fik en bilist en bøde på 42.500 kroner, men den blegner i sammenligning med bøden på 100.000 kroner, som bilisten i videoen ovenfor bliver tildelt.

I klippet ser man, hvordan han bliver jagtet af politiet, men ikke har i sinde at stoppe. Politiet forsøger at lukke ham inde, men det får ham blot til at træde på speederen og presse sig igennem.

- Føreren af den bil, vi er efter, kører næsten direkte ind i siden på patruljebilen og kører næsten døren af, så kollegaen må trække benene til sig, fortæller politiassistent Christian Berthelsen om episoden, hvor flere betjente var i fare.

- Det er anden gang, den her bilist er ved at påkøre en politimand. Nu skal han altså stoppes, lyder det fra politiassistent Steen Erik Hansen.

Efter at have jagtet manden, først i bil og senere til fods, lykkes det at fange manden, som i den ikke indregistrerede bil har overtrådt færdselsloven for i alt 100.000 kroner.

Udover den astronomiske bøde fik bilisten sit kørekort ubetinget frakendt i to år samt en betinget fængselsstraf på ti måneder.

Mere politikontrol
Hos Rådet for Sikker Trafik mener man, at løsningen er mere kontrol.

Det fortæller pressechef Søren Ørsted Pedersen til Ekstra Bladet.

- Vi plejer at sige, at der skal politikontrol til. Derfor er det godt, at politiet prioriterer at afholde færdselskontrol. For det er en politiindsats, der skal til, siger han.

Søren Ørsted Petersen påpeger, hvordan kampagner mod f.eks. håndholdt mobil har været effektive, men når det kommer til for høj fart, hjælper kampagner ikke.

- Vi plejer at sige, at det mest effektive middel i denne her sammenhæng, det er politiets kontrol. Det er politiets lange arm i forhold til at være til stede på vejene, få stoppet de her mennesker og vise dem, at det har en konsekvens, siger han.

Du kan se 'Fanget på politiets kamera' tirsdag klokken 20 på Kanal 5 samt på dplay.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere