Efter afsløringer om sort arbejde: Politi kontrollerer koncerter

Politiet var tidligt mandag morgen ude ved Royal Arena. Der blev tjekket mod illegalt og sort arbejde. 110 personer blev tjekket, og ingen blev sigtet

Efter DR sidste år lavede en række afsløringer af sort arbejde i koncertbranchen, er der nu kommet mere fokus på området.

Københavns Politi udførte en kontrol af Royal Arena og Live Nation tidligt mandag morgen. 110 personer blev kontrolleret, og alle havde rent mel i posen.

Jakob Søndergaard, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi, glæder sig over aktionen

- Det er et cadeau til både koncertarrangøren og stedet derude, at de har styr på deres ting. Det er en rosende tilbagemelding, siger han.

Der er brug for mere fokus på området
Afsløringerne fra 2017 har haft en effekt på politiets behandling af problemet. Det har, ifølge Jakob Søndergaard, været med til at belyse problemet.

- Det er ikke fordi, at Danmarks Radio siger vi skal ud og kontrollere. Men når vi ser en udsendelse i fjernsynet, kan vi konstatere, at der er et behov for, at politiet en gang imellem kommer ud til koncertarrangørerne, siger vicepolitiinspektøren.

Jakob Søndergaard har samtidig forståelse for, at det kan være meget forstyrrende, når politiet tropper op midt i arbejdet. Men ved dagens kontrol, var der ingen problemer.

- Der var ingen ballade. Der har været et godt samarbejde med både Royal Arena og Live Nation på stedet, siger Jakob Søndergaard.

Kontrollen startede om morgenen og var overstået ved middagstid.

Se også: DR afslører: Koncerter ramt af skandale

Se også: Koncertarrangør sender millioner i skattely

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere