Efter biltyveri: Bortført hund tilbage i god behold

Flygtende skudoffer fik dårlig samvittighed, da han hørte om, at han uforvarent havde bortført labrador.

Politiet var massivt til stede i området med både hundeførere, teknikere og betjente. Foto: Alllan Andersen
Politiet var massivt til stede i området med både hundeførere, teknikere og betjente. Foto: Alllan Andersen

Hunden Oskar er fundet i god behold, efter at den fredag blev stjålet sammen med en flugtbil i forbindelse med en skudepisoden i Plejelt ved Græsted.

Det fortæller vagtchef Dyre Sønnicksen fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

- Vi blev kontaktet i aftes klokken 20.35 af en advokat, som fortalte os, hvor den eftersøgte bil befandt sig, lyder det fra vagtchefen.

Advokaten var blevet kontaktet af den mand, som fredag eftermiddag havde stjålet bilen, en grå Nissan Micra fra 2003, fra en indkørsel på Plejeltvej.

Her var en kvinde i færd med at bære indkøbsposer ind fra bilen, som stod i tomgang, da en mand kom løbende og råbte om hjælp. Han sprang ind i bilen og kørte fra stedet.

Oskar er blevet stjålet sammen med bilen. Ved siden af Oskar sidder Ullas afdøde mand, Birger. Privatfoto 112 - 25. jan. 2019 - kl. 19:45 Vidne til skyderi: Mand stjal min bil og min hund

Ude på vejen holdt en anden bil. I den sad flere personer, som steg ud og affyrede flere skud mod den stjålne bil.

Bag i den stjålne Micra sad hunden Oskar - en Labrador Formel 1 på 14 år med gullig pels.

- Ham, der tog bilen, var ikke klar over, at der havde været en hund bagi, og da han hørte det, fik han dårlig samvittighed, så han valgte at kontakte advokaten, som så kontaktede politiet, fortæller Dyre Sønnicksen.

Bilen blev fundet ved Hestens Bakke i Helsingør. Her sad hunden ifølge Dyre Sønnicksen på bagsædet og rystede efter at have været indespærret i mere end et døgn.

- Den har været meget velopdragen. Da den blev lukket ud, gik den hen og tissede. Den havde ikke tisset i bilen, fortæller vagtchefen.

Politiet ved endnu ikke, hvem manden, der flygtede fra skuddene, er. Også gerningsmændene er ukendte.

På gerningsstedet fandt politiet såvel blodspor som flere afskudte patronhylstre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere