Efter brand: Politiet lægger sig fladt ned

Politiet lægger sig fladt ned efter alarmopkald søndag eftermiddag

1-1-2 får igen kritik. Foto: Arkiv
1-1-2 får igen kritik. Foto: Arkiv

Da der i går eftermiddag udbrød brand i plantagen ved Råbjerg i det nordlige Vendsyssel, var landmand Søren Winther den første, der anede uråd.

Fra sit vindue kunne han lugte og også se røg i horisonten, og han kunne fastslå, at det var i retning af ferieområdet Skiveren.

Men det var ikke nok, da han ville alarmere brandvæsenet. De ville vide præcist, hvor branden fandt sted.

- Jeg kørte ud i den retning, men da jeg ringede til alarmcentralen, sagde de, at de ikke kunne sende folk ud, hvis ikke jeg kunne give en adresse, fortæller han til DR.

Det var derfor først, da han fik fat i ejeren af den lokale campingplads, at det lykkedes at få brandvæsenet alarmeret på rette vis.

De aftale at give dem en tilfældig adresse på vejen.

- Da jeg mødte Bruno, som har campingpladsen hernede, blev vi enige om, at vi bare måtte give dem en fiktiv adresse. Så fik vi dem ud, og vi hjalp dem i gang, så godt vi kunne, siger han.

Ekstra frustrerende
Da beredskabet var fremme, trak Søren Winther blandt andet et af beredskabskøretøjerne fri, da det kørte fast i terrænet, og han hjalp også med at lægge brandbælter ud med en harve bag på sin traktor.

Men branden spredte sig hurtigt, da blæsten var stærk, og det endte med, at en kvadratkilometer af plantagen blev svedt af, og ilden kunne også have fået fat i heden, hvis ikke de havde været hurtigere til at slå en række småbrande ned.

I den situation var det ekstra frustrerende, at alarmcentralen ikke ville rykke i første omgang, forklarer Søren Winther.

Det er et område, hvor der er langt mellem husene, og derfor var det af flere grunde svært at give alarmcentralen detaljerede oplysninger.

- Jeg forstår ikke, at de har et system, hvor de ikke kan sende folk ud i en retning, før de har den endelige og præcise adresse, siger han.

- Man kan håbe, at de ændrer den procedure, fortsætter Søren Winther.

Lægger sig fladt ned
Det var Nordjyllands Beredskab, der tog sig af branden, og her beklager Diana Sørensen, at Søren Winther har haft en dårlig oplevelse i forbindelse med alarmopkaldet.

- Jeg kan godt forstå, at han er bekymret. Vi oplever indimellem, at folk ikke ved præcist, hvor det brænder, og hvilken adresse det er. Men det er vigtigt, at vi får en adresse at køre efter, siger hun.

Det er dog ikke Nordjyllands Beredskab, men politiet der tager sig af alarmopkaldene.

Og her ligger man sig fladt ned og erkender, at man ikke var grundige nok til at vejlede og hjælpe Søren Winther, da han ringede ind første gang.

Det siger Jesper Bøjgaard Madsen, politiinspektør ved Østjyllands Politi, som bestyrer Alarmcentral Vest.

- Jeg har haft lejlighed til at høre samtalen, og jeg må bare sige, at den borger, der har ringet ind, ikke får den behandling, der er helt nødvendig og afgørende for, at vi kan få sendt redningsmandskabet det rigtige sted hen. Så det kan jeg kun beklage.

Skal blive bedre
Det er ikke første gang, at politiet får kritik for sin håndtering af alarmopkald.

Det fik de også i forbindelse med en brand i Blokhus sidste sommer, og da Svinkløv Badehotel for tre år siden stod i flammer.

Jesper Bøjgaard Madsen fastholder ligesom Diana Sørensen, at det er vigtigt med en præcis adresse, når der skal sendes redningsmandskab ud, men hvis adressen ikke kendes, skal politiet hjælpe med at finde den. De skal ikke afvise opkaldet.

Derfor forsøger man løbende at forbedre proceduren med feedback og efteruddannelse til de betjente, der tager imod opkald.

- Når vi har en borger, der ringer ind og siger, at man kan se noget røg, men ikke kan stedfæste det nærmere, så er det, at man i et samarbejde mellem operatør og den, der ringer ind, skal begynde at pejle sig ind på, hvor vi er henne ad, så vi sammen kan finde ud af det.

- Men vi må også bare sige, at det ved sådan et opkaldt her simpelthen ikke er godt nok, og det følger vi selvfølgelig op på, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Branden i Råbjerg Plantage forventes at være helt slukket i løbet af aftenen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere