Efter corona-frygt: Nu er toprocker i retten

Højtstående Satudarah-rocker sigtet i stor kokainsag

En 26-årig Satudarah-rocker menes at være bagmand i en sag om blandt andet 166,5 kilo kokain. Tariq Mikkel Khan
En 26-årig Satudarah-rocker menes at være bagmand i en sag om blandt andet 166,5 kilo kokain. Tariq Mikkel Khan

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En 26-årig mand, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger er højtstående Satudarah-rocker, bliver nu fremstillet i grundlovsforhør ved byretten i København, hvor han sigtes i en sag om blandt andet 166,5 kilo kokain sammen med fire andre.

Rockeren, som har pakistanske rødder, er i retten iført sort T-shirt, røde shorts og badesandaler. Han er spinkel af bygning, har velplejet hår og ligner ikke det, man ville kalde en rockertype.

Efter at anklageren havde læst sigtelserne op, besluttede dommeren at lukke dørene under resten af grundlovsforhøret, hvorpå pressen blev vist ud.

Han er beskyttet af navneforbud.

Mandens fire formodede medgerningsmænd blev fremstillet i grundlovsforhør i tirsdags, men her var den 26-årige ikke fysisk til stede, da der var mistanke om, at han var smittet med coronavirus.

Det kom frem i retten, at han tidligere har været testet positiv, og at flere af hans familiemedlemmer har symptomer. Derfor tog dommer Jens Stausbøll ingen chancer under grundlovsforhøret og lod den 26-årige rocker fremstille in absentia.

De fem sigtede er mellem 23 og 38 år. To af dem har danskklingende navne.

De nægter sig alle skyldige.

Se også: Toprocker med corona: Udeblev fra kæmpe kokainsag

I et halvt år har politiet efterforsket de fem mænd, og mandag eftermiddag og aften slog de til mod det formodede narkonetværk.

Anholdelserne foregik på syv forskellige adresser i henholdsvis København og Brøndby. Her fandt politiet 2,9 kilo kokain og amfetamin, samt et uoplyst kontantbeløb.

Del af større organisation
Politiet har en mistanke om, at de fem mænd er en del af en større kriminel organisation.

Mændene har ifølge politiet indsmuglet de 166,5 kilo kokain og en række andre hårde stoffer til Danmark for selv at kunne videresælge det på gaden herhjemme.

Politiet mener, at der kan være flere involverede.

- Vi har anholdt de personer, som vi betragter som de centrale figurer, men vi vil i den kommende tid efterforske yderligere for at afdække flere led i den kriminelle organisationen. Derfor udelukker vi ikke flere anholdelser i den kommende tid, lyder det fra politiinspektør og leder af Særlig Efterforskning Øst Mads Helios i en pressemeddelelse.

De fem blev efter tirsdagens grundlovsforhør varetægtsfængslet.

Fire af mændene er varetægtsfængslet i fire uger, imens den femte mand er varetægtsfængslet i 13 dage, da han spillede en mindre rolle i sagen.