Efter dødsulykke: Motorvejsbro skal rives ned

En mand blev dræbt i en ulykke ved Rødby, hvor lastbil påkørte motorvejsbro og brød i brand. Broen står ikke til at redde

Lastbilen er totalt udbrændt. Se optagelser fra ulykkesstedet og oprydningsarbejdet her. (Tv: Per Rasmussen)

Ved du noget, eller har du billeder? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

En mand mistede tidligt lørdag morgen livet i en ulykke på Sydmotorvejen ved Rødby, da han i en lastbil påkørte en motorvejsbro - og nu står det klart, at broen ikke kan reddes efter den omfattende ulykke.

Det skriver Vejdirektoratet på Twitter, og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi bekræfter i en netop udsendt pressemeddelelse.

Ulykken, hvor lastbilen brød i brand efter at være blevet kilet fast under broen, skete klokken 04.55 på det sted, hvor Lundegårdsvej bliver ført over motorvejen ved Rødby. En mand blev slynget ud af lastbilen, inden branden blev for omfattende, den anden er fortsat ikke reddet ud og formodes død.

- Vi må antage, at den sidste person er omkommet i branden, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi.

Den anden mand er bragt til Nykøbing Falster Sygehus.

- Han er ikke slemt tilredt, og forventes at blive udskrevet i løbet af dagen, oplyser vagtchefen til Ekstra Bladet.

En motorvejsbro er i fare for at styrte sammen, efter en lastbil påkørte den i morges. Foto: Per Rasmussen 112 - 19. mar. 2016 - kl. 09:12 Mand fanget i brændende bil: Så voldsomt er det

Manden på passagersædet har forklaret, at han lå og sov, da ulykken skete og kan derfor ikke bidrage med, hvordan ulykken kunne ske.

Motorvejen har siden været spærret i både nord- og sydgående retning, og politiet opfordrer bilister til at benytte landevejen. Det er endnu uvist, hvornår vejen kan åbnes igen, men det har formentlig lange udsigter.

De massive trafikale forsinkelser betyder blandt andet, at Scandlines er blevet orienteret om, at der kan være længere køretid til færgen.

En motorvejsbro er i fare for at styrte sammen, efter en lastbil påkørte den i morges - nu bliver den revet ned. (Foto: Per Rasmussen)
En motorvejsbro er i fare for at styrte sammen, efter en lastbil påkørte den i morges - nu bliver den revet ned. (Foto: Per Rasmussen)

Samtidig opfordrer Vejdirektoratets Trafikinformationscenter til, at man kører hjemmefra i god tid, hvis man skal nå færgen ved Rødby-Puttgarden.

- Det er kun et stykke på fire kilometer, det drejer sig om, men her skal man ud og køre på en lille landevej, siger Marianne Bom, vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.

Lastbilen, der er en litauisk sættevogn, bliver ikke fjernet fra asfalten, før eksperterne er færdige med at undersøge den medtagede bro.

- Det kan blive en langvarig affære. Men vi gør, hvad vi kan for at mindske generne og få arbejdet gjort så hurtigt som muligt, sigern politiets vagtchef Ole Hald.

Mens oprydningsarbejdet er i gang: Sådan kommer du frem

- Kommer man sydfra vil man blive ledt af ved afkørsel 50. Herfra skal man køre via Havnegade til Vestre Allé, videre ad Sædingevej og derfra til afkørsel 49 og ind på motorvejen igen.

- Kommer man nordfra vil man blive ledt af motorvejen ved afkørsel 49, videre ad Sædingevej, Nakskov Landevej, Vestre Alle og herfra ind på motorvejen ad afkørsel 50.

- Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opdaterer løbende om den trafikale situation på Twitter og på politiets hjemmeside.

- Også Vejdirektoratet følger og opdaterer løbende på udviklingen

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere