Efter groft voldtægtsforsøg: Mand anholdt

Københavns Politi har anholdt en mand mistænkt for at stå bag et groft voldtægtsforsøg

En mand er blevet anholdt mistænkt for et groft voldtægtsforsøg på en 27-årig kvinde.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 06.00 fredag den 1. september. Her blev en kvinde overfaldet og forsøgt voldtaget på stisystemet bag Ellestykket/Pilestykket i retning mod Ellebjergvej, efter at manden formodes at have fulgt efter kvinden fra Ny Ellebjerg Station i København.

Efter overfaldet sendte politiet flere overvågningsbilleder ud og efterlyste en gerningsmand, som blev beskrevet som afrikansk af udseende, omkring 22-28 år gammel, almindelig af bygning og ca. 175 cm. høj.

Onsdag skabte et opslag på Facebook tvivl om, hvorvidt den mand, politiet efterlyste på overvågningsbillederne i forbindelse med sagen, havde noget med sagen at gøre. Københavns Politi bekræftede i den forbindelse over for Ekstra Bladet, at efterlysningen af manden på billederne stadig var gældende.

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag morgen.

Københavns Politi oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har flere oplysninger i sagen.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere