Efter ligfund i udbrændt hus: Ammunitions-ryddere tilkaldt

Brandteknikere, hundepatruljer og politiets ammunitionsryddere undersøger i dag nedbrændt ejendom, hvor en person søndag blev fundet død

De omfattende brandskader på stuehuset betyder, at politiet står over for et kompliceret og tidskrævende arbejde. Video: Per Rasmussen

Politiet kan stadig ikke med sikkerhed sige, hvem der søndag formiddag blev fundet død i flammerne på en ejendom ved Vemmelev kort før klokken 10.00.

Uvist er det også, om vedkomne døde i en ulykke, eller om der er sket en forbrydelse.

Derfor er brandteknikere fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i dag til stede ved den nedbrændte ejendom for blandt andet at foretage brandstedsundersøgelse.

-  Vi arbejder på fuldt tryk med at lave vores undersøgelser, men stedet har lige skullet køle ned før vi rigtigt kunne gå i gang, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen til Ekstra Bladet.

Også politiets ammunitionsryddere, EOD, er tilkaldt til ejendommen, men hvorfor vil efterforskeren ikke afsløre.

- De er der som et led i vores undersøgelser, lyder det blot.

Også politiets ammunitionsryddere, EOD, er tilkaldt til ejendommen, men hvorfor vil efterforskeren ikke afsløre.
Også politiets ammunitionsryddere, EOD, er tilkaldt til ejendommen, men hvorfor vil efterforskeren ikke afsløre.

Her køres den afdøde bort fra landejendommen. Foto: Per Rasmussen 112 - 16. jun. 2019 - kl. 15:38 Død person fundet efter brand

Det var en tilfældig forbipasserende, der søndag formiddag alarmerede politiet om den omfattende brand, der har medtaget det meste af ejendommen på Slagelse Landevej ved Vemmelev.

Senere samme dag kunne politiet konstatere fundet af et lig i bygningen, der ejes af en 80-årig mand. En obduktion skal nu afgøre, om der er tale om stedets beboer.

- Når man omkommer i forbindelse med en brand, så kan det være svært at identificere vedkommende. I den her situation kan der godt gå nogle dage med det, men der bliver arbejdet på det, siger Søren Ravn.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er samtlige vinduer i stuehuset ud mod vejen sprængt i den ellers velholdte og pæne ejendom. En nydelig holdt have vidner om en beboer, der har passet stedet med stor kærlighed og omhug.

Udover brandteknikere afsøger politiet også området med hunde. Særligt et område omkring en lade bliver nøje undersøgt.

De omfattende skader på stuehuset betyder, at politiet står over for et kompliceret og tidskrævende arbejde.

- Der er en lang række undersøgelser, som startede i går, og som kommer til at løbe nogle dage, før vi kan sige noget nyt i sagen, siger Søren Ravn.

Den massive varme har fået ejendommens vinduer til at eksplodere. Foto: Per Rasmussen
Den massive varme har fået ejendommens vinduer til at eksplodere. Foto: Per Rasmussen

Ligfundet sker i kølvandet på to usædvanlige sager om drab og ildspåsættelse. Først i februar blev en 65-årig mand fundet dræbt i sit nedbrændte hus i Gundestrup. Halvanden måned senere gjorde politiet endnu et uhyggeligt ligfund, af en 68-årig mand, hvis hjem ligeledes var blevet brændt til grunden.

Manden var blevet slået ihjel og smidt i en grusgrav ikke langt fra hjemmet. De to sager efterforskes separat, og der er ifølge politiet foreløbigt ikke tegn på sammenhæng.

Men hos flere af naboerne til søndagens brand i Vemmelev spøger tanken om en kobling alligevel.

Efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen afviser dog, at der er fundet nogle tegn i efterforskningen på en sammenhæng mellem den nye brand og de to gamle indtil videre.

- Men det er en overvejelse, vi også gør os, og derfor er det også vigtigt for os så hurtigt som muligt at få klarlagt omstændighederne omkring branden i Vemmelev, for vi kan sagtens forstå, at man måske kobler de sager sammen, der har været.

- Vi kan bare ikke gå ud og konkludere noget, uden vi er helt sikre på, hvad vi konkluderer på. Og det er vi først, når undersøgelserne er færdige, siger Søren Ravn-Nielsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere