Efter massakre på julemarked: Menneskejagt på såret gerningsmand

Tre er døde og 13 såret efter skyderi på julemarked i Strasbourg, oplyser de franske myndigheder

Tirsdag aften er flere skyderier blevet hørt i centrum af den nordfranske by Strasbourg tæt på den tyske grænse. Dette er optagelser fra stedet. Video: CMM / AP. Redigering: Kristian Hansen

De franske myndigheder har forhøjet det nationale alarmberedskab i forbindelse med jagten på en 29-årig mand, der mistænkes for at stå bag et angreb på et populært julemarked i Strasbourg tirsdag aften.

Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, oplyser ved et pressemøde natten til onsdag, at gerningsmanden fortsat er på fri fod.

- Regeringen har besluttet at hæve trusselsniveauet til højeste beredskabsniveau. Det betyder øget kontrol med alle grænser, siger Christophe Castaner.

Han bekræfter, at tre personer mistede livet, mens 13 andre er sårede efter skyderiet, der fandt sted i den centrale del af byen. Heraf er de 8 alvorligt sårede.

Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, ved et pressemøde i Strasbourg natten til onsdag. Foto: AP
Frankrigs indenrigsminister, Christophe Castaner, ved et pressemøde i Strasbourg natten til onsdag. Foto: AP

Militæret holder vagt på gaderne i den franske by. Foto: Ritzau Scanpix 112 - 11. dec. 2018 - kl. 22:38 Jens Rohde midt i Strasbourg-skuddrama

Den 29-årige mand, der endnu ikke er efterlyst med navn og foto, har igennem længere tid været i politiets søgelys og har stået på myndighedernes liste over potentielle ekstremister.

OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet i Strasbourg

Mindst tre personer er tirsdag aften blevet dræbt, mens 12 er såret i et skyderi i Strasbourg i det østlige Frankrig. Skyderiet fandt sted nær byens populære julemarked, der er velbesøgt af turister.

Dette ved vi om skyderiet og gerningsmanden:

* En mand åbnede ild i centrum af byen ved 20-tiden på rue des Orfèvres ved et julemarked i Strasbourg.

* Tre personer er meldt dræbt. 12 er såret, heraf seks alvorligt. Det oplyser landets indenrigsminister, Christophe Castaner.

* Politiet har oplyst, at man har udvekslet skud med gerningsmanden, der angiveligt er såret. Han er fortsat på fri fod.

* Den mistænkte gerningsmand er 29 år gammel. Ifølge politiet har han været i myndighederne søgelys igennem længere tid og har domme for simpel kriminalitet.

* Den mistænkte skulle være på den såkaldte Sûreté de l'Éta-liste, der er fransk politis overvågningsliste over mulige ekstremister, der udgør en trussel mod statssikkerheden.

* Stephane Morisse, talsmand for fransk politi, oplyser, at myndighederne tirsdag morgen var mødt op på den mistænktes adresse for at anholde ham, men boligen var tom.

* Da politiet ransagede boligen, fandt man spor efter sprængstoffer, siger Stephane Morisse til Associated Press.

* Den franske anklager oplyser, at skyderiet efterforskes som mulig terror.

Kilder: Reuters, Associated Press, Ritzau

Angrebet skete ved 20-tiden, og gerningsmanden kom straks i skudveksling med politi og soldater. Her blev han såret, men havde held til at flygte.

Adskillige øjenvidner fortæller om lyden af skudsalver og skrig, da gerningsmanden åbnede ild mod de julehandlende.

Panik på gaden
Yoann Bazard fortæller til Associated Press, at han hørte to eller tre skud, inden han nåede frem til sit vindue og kunne se panik nede på gaden.

 - Derefter lukkede jeg for skodderne. Så hørte jeg flere skud. Denne gang tættere på, siger den 27-årige franskmand.

 - Der var to eller tre lignende episoder ... det kom tættere på, og det var virkeligt chokerende. Der var mange skrig, fortæller han.

Skudofre modtager førstehjælp på stedet, hvor der blev åbnet ild. Foto: AP
Skudofre modtager førstehjælp på stedet, hvor der blev åbnet ild. Foto: AP

Camille Belsoeur fortæller til Associated Press, at han befandt sig i en vens lejlighed, da han hørte, hvad han først troede var fyrværkeri.

 - Vi åbnede vinduet. Jeg så en soldat, der affyrede skud, omkring 12-15 skud, siger Belsoeur og fortæller, at soldaten råbte til folk, at de skulle gå inden døre.

Et andet øjenvidne har fortalt BBC News, at et af ofrene, en thailandsk turist i 30’erne, blev ramt i hovedet af et skud.

 - Vi gjorde vores bedste for at genoplive ham. Vi ydede førstehjælp. Vi slæbte ham ind på en restaurant i nærheden, fortæller Peter Fritz, der fortæller, at turisten senere blev erklæret for død.

Parlament under lockdown
Ifølge lokale medier er politi og sikkerhedsstyrker massivt til stede i byen.

Myndighederne fastholdt i flere timer efter de første skud et udgangsforbud i bydelen omkring markedet.

Da Strasbourg er hjemsted for Europa-Parlamentet har det betydet, at parlamentsmedlemmer, herunder flere danske, har været under såkaldt lockdown i parlamentsbygningen.

Frankrig har i de seneste år oplevet adskillige terrorangreb begået af radikaliserede muslimer, her i blandt et koordineret angreb i Paris i november 2015, der kostede 130 mennesker livet. Et angreb med en lastbil i Nice i 2016 kostede over 80 mennesker livet.

Sikkerhedsberedskabet er blevet forhøjet i Frankrig. Foto: AP
Sikkerhedsberedskabet er blevet forhøjet i Frankrig. Foto: AP

Fra Udenrigsministeriets Borgerservice lyder det onsdag morgen, at det ikke ser ud til, at der er danskere, der er kommet i nød.

- Vi har ikke modtaget nogle meldinger om danskere, der skulle være kommet til skade. Men de er ikke forpligtede ti at fortælle os det, når de rejser ud, siger vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice til Ekstra Bladet.

- Det er som regel et positivt tegn, at vi har nogle meldinger. Alle har jo hørt om det herhjemme, så de ville som regel ringe til Udenrigsministeriet, hvis de ikke kunne få fat i deres kære.

Fakta: Militante angreb i Frankrig siden 2015

245 mennesker er blevet dræbt i angreb på fransk jord i løbet af de seneste fire år. Bølgen begyndte med angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar 2015.

* 2018:

12. maj: En person bliver stukket ihjel med en kniv, og fire såres, i det centrale Paris. Gerningsmanden, en franskmand med russisk baggrund, var på de franske myndigheders liste over mulige ekstremister.

Han skulle angiveligt have råbt "Allahu akbar" (Gud er stor, red.) i gerningsøjeblikket.

23. marts: Fire mennesker bliver skudt og dræbt under en gidseltagning i et supermarked i den sydfranske by Carcasonne. Gerningsmanden, den 25-årige fransk-marokkaner Redouane Lakdim, bliver dræbt af politiet i en skudveksling.

* 2017:

1. oktober: To unge kvinder bliver stukket ihjel på en togstation i Marseille. Gerningsmanden, en tunesiskfødt mand, bliver efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

Den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) tager efterfølgende skylden for angrebet.

20. april: En politimand bliver skudt og dræbt, og to personer bliver såret, på Champs-Élysées i Paris. Gerningsmanden, 39-årige Karim Cheurfi, bliver skudt og dræbt i en skudveksling med sikkerhedsstyrker.

Man finder efterfølgende et brev ved hans lig, hvori IS tager skylden for angrebet.

* 2016:

26. juli: Abdel Malik Petitjean og Adel Kermiche, begge 19 år, bliver skudt og dræbt af politiet, efter de har skåret halsen over på en 85-årig præst foran fem kirkegængere i en kirke i den vestfranske by Saint-Etienne-du-Rouvray.

Forinden har de to teenagere svoret deres loyalitet til IS i en video.

14. juli: Tunesisk-fødte Mohamed Lahouaiej-Bouhlel kører en lastbil ind i folkemængden på Promenade des Anglais i Nice under årets fejring af Bastilledagen, Frankrigs nationaldag.

86 mennesker mister livet, og flere end 400 såres. Den 31-årige gerningsmand bliver dræbt af politiet. IS tager efterfølgende skylden.

13. juni: 25-årige Larossi Abballa dræber en politimand og hans partner i deres hjem i Magnanville vest for Paris for øjnene af deres søn.

Abballa bliver dræbt af franske indsatsstyrker, men når inden sin død at erklære sin loyalitet til IS via sociale medier.

* 2015:

13. november: 130 mennesker bliver dræbt i et koordineret angreb i Paris. Under en venskabskamp mellem Frankrig og Tyskland på Stade de France udløses eksplosiver, mens bevæbnede gerningsmænd angriber caféer i Paris' gader og spillestedet Bataclan.

Alle gerningsmænd bliver dræbt i skudvekslinger med politiet. Ud over de dræbte bliver mere end 350 såret.

21. august: Heroiske togpassagerer afværger et angreb på et højhastighedstog på ruten mellem Amsterdam og Paris.

Den 25-årige gerningsmand, marokkanskfødte Ayoub El Khazzani, var kendt af de franske myndigheder for sine forbindelser til radikaliserede miljøer i Frankrig.

Han bar et automatvåben og en kniv og havde forberedt en massakre, men blev altså tacklet.

7.-9. januar: To svært bevæbnede mænd angriber redaktionslokaler tilhørende satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris og dræber 12, herunder flere satiretegnere. Gerningsmændene formår at flygte fra stedet.

Dagen efter bliver en politikvinde dræbt uden for Paris, mens en bevæbnet mand skyder og dræber fire i en gidseltagning i et jødisk supermarked.

Alle gerningsmænd bliver dræbt i skudvekslinger med indsatsstyrker, men når inden at erklære deres loyalitet til al-Qaeda og IS.

Kilder: AFP, Le Monde, Reuters

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere