Efter massiv kritik af omstridt fartkontrol: Her er politiets svar

Mange har kritiseret den fartkontrol, der onsdag fangede et rekord antal fartsyndere

Ekstra Bladet har besægt de vejarbejdere, der arbejder på den strækning på Helsignørmotorvejen, hvor der har været mange fartsyndere. Se, hvordan de arbejder her. (Video: Jonas Reher)

1635 bilister blev onsdag målt til at køre for stærkt på Helsingørmotorvejen på strækningen mellem Sandbjerg og Vedbæk mod København. Det var ren rekord, og politiet hev fire millioner kroner hjem i bøder.

- Det er fuldstændigt sindssygt. Jeg har været politimand i mange år, men jeg har aldrig været ude for noget lignende. Det her er Danmarks-rekord og en kedelig én af slagsen, lød det fra Kim Sørensen, politiassistent hos Nordsjællands Politi og tovholder på fartkontrollen torsdag.

Efterfølgende har fartkontrollen dog mødt massiv kritik. På redaktionen har Ekstra Bladet blandt andet modtaget beskeder fra folk, der kritiserer placeringen af fartkontrollen. Flere skriver, at politiets udstyr var placeret lige ved fartskiltet, således at man ifølge kritikerne ikke kunne nå at bremse ned, før man blev taget i bryde færdselsloven.

Arkivfoto: Per Rasmussen 112 - 30. jul. 2015 - kl. 07:29 Vild rekord: Så hurtigt tjente politiet fire millioner til statskassen

112 - 31. jul. 2015 - kl. 07:15 Høj fart: Vejarbejderne frygter for livet

Nu svarer Nordsjællands Politi så igen på kritikken.

I en pressemeddelelse skriver færdselsafdelingen:

- Afmærkningen er foretaget i overensstemmelse med reglerne for afmærkning af vejarbejder og er efter politiets opfattelse meget synlig. Dels er hastighedsbegrænsningen angivet på to tavler over motorvejens vognbaner, og dels er der på digitale tavler varslet om et ændret vejforløb. Derudover er der opsat en tavle, der oplyser om fartkontrol. Hastighedsbegrænsningen kan læses mindst 100 meter før, man når til tavlerne, mens fotovognen stod placeret cirka 150 meter efter tavlerne, hvilket vil sige, at man som bilist har mindst 250 meter til at få hastigheden nedsat fra 80 km/t til 50 km/t.

Politiet gør desuden opmærksom på, at den entreprenør, der udfører vejarbejde på stedet, har bedt om fartkontrol, efter at hans medarbejdere har været ude for, at deres afspærringsmateriel er blevet påkørt og slynget ind i det område, hvor de går og arbejder.

- Jeg mangler faktisk ord til at beskrive det her. Det er sørgeligt, og jeg har ingen fornuftig forklaring på, hvorfor så mange kører for stærkt. Det er hensynsløst og til fare for dem, der arbejder på vejen, sagde operativ leder i Nordsjællands Politis færdselsafdeling, Per Lundbæk Nielsen torsdag.