Efter næsten tre årtier: Nu er han henrettet

I alt tilbragte han 28 år på dødsgangen. Nu er Lee Hall blevet henrettet

Lee Hall blev henrettet i den elektriske stol. Foto: Ritzau Scanpix/Handout
Lee Hall blev henrettet i den elektriske stol. Foto: Ritzau Scanpix/Handout

Den dømte morder Lee Hall blev torsdag henrettet i den elektriske stol i den amerikanske stat Tennessee.

Det skriver CNN.

Hall havde selv valgt den elektriske stol fremfor en dødelig indsprøjtning.

For 28 år siden blev han dømt for at have slået sin ekskæreste ihjel ved at sætte ild til hende.

I den elektriske stol fik Hall sendt 1750 volt gennem kroppen ad flere omgange. Otte minutter efter, at han fik det første stød, blev han erklæret død.

Han er den fjerde person, der blev henrettet i 'stolen', siden november 2018.

'En sejr'
Staci Wooten, der er søster til Lee Halls offer Traci Crozier, var til stede ved fængslet, da henrettelsen fandt sted, og forklarede journalisterne på stedet, at man i familien har set frem til den her dag.

- Nu kan vores families fred begynde, men hos en anden familie begynder helvedet.

- Forhåbentlig kan det, at det her monsters liv slutter, bringe lidt fred til alle dem, der har lidt gennem de 28 år uden min smukke søster. Vi kæmpede alle den her kamp for dig Traci, og i dag vandt vi, sagde Staci Wooten.

Normalt benytter man kun den dødelige sprøjte som henrettelsesmetode i staten, men er gerningsmænd dømt inden 1999, har personen ret til at vælge, om han vil i den elektriske stol i stedet.

Forsøgte at stoppe det
Lee Hall blev 53 år. I 1991 blev dømt for mordet på Traci Crozier. Ifølge CNN havde han hældt benzin på hende, mens hun sad i en bil, hvorefter han satte ild til hende.

Hans forsvarsadvokater forsøgte i sidste øjeblik at få stoppet henrettelsen, da de mente, at et jury-medlem var ude af stand til at tage en beslutning, da denne havde været udsat for vold, hvilket kan have påvirket beslutningsevnen.

Men det blev afvist.