Efter natklub-konkurs: Amalies eksfyr dømt i retten

Den selvbestaltede erhvervsmand Mikkel Skelskov, der er far til Amalie Szigethys datter, har fået bøde og konkurskarantæne i to år

Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov sammen i TV3-serien 'Amalies baby'. De er ikke længere kærester.  (Foto: TV3)
Amalie Szigethy og Mikkel Skelskov sammen i TV3-serien 'Amalies baby'. De er ikke længere kærester. (Foto: TV3)

Mikkel Skelskov, der er kendt fra TV3-programmet ’Amalies baby’, hvor han som far til realitystjernen Amalie Szigethys datter fører sig frem som succesfuld iværksætter, skal de næste par år finde på noget andet at lave. I hvert fald hvis meningen var at fortsætte som selvbestaltet erhvervsmand.

Dokumenter fra Sø- og Handelsretten, som Ekstra Bladet netop er kommet i besiddelse af, viser således, at Skelskov i starten af året blev idømt en konkurskarantæne på to år, hvilket betyder, at han hverken må lede eller stifte et selskab de kommende par år. Derudover fik han en bøde på 10.000 kroner i Københavns Byret for rod i regnskaberne.

Det sker alt sammen på baggrund af den konkurs, som i 2014 lukkede Skelskovs københavner-natklub Gold.

Kuratoren, som dengang gennemgik konkursboet, fandt frem til flere yderst kritisable forhold, som Skelskov altså nu mærker konsekvenserne af. Skelskov har selv tidligere over for Ekstra Bladet afvist kuratorens anklager og ville også frifindes.

Men ifølge kendelsen om konkurskarantænen, der blev afsagt 5. januar i år, spillede flere faktorer ind.

Ingen betaling til Skat
Først og fremmest blev der ikke indgivet indberetninger til Skat i hele selskabets levetid. Derfor har Skat et krav på 45.000 kroner ud af den samlede gæld på 238.000 kroner, som er opstået i den periode, hvor Skelskov var direktør.

Derudover blev der fra firmakontoen foretaget kontante hævninger og overførsler til Mikkel Skelskov på 138.000 kroner, og selvom han hævdede, at det var udlæg for blandt andet renovering af natklubben, fremviste han aldrig dokumentation for det.

Mikkel Skelskov har nu lukket sin Facebook, men tidligere har han lagt masser af billeder af dyre biler på de sociale medier. Han lavede også sidste år dette opslag, som gik viralt. Foto: Screendump Facebook
Mikkel Skelskov har nu lukket sin Facebook, men tidligere har han lagt masser af billeder af dyre biler på de sociale medier. Han lavede også sidste år dette opslag, som gik viralt. Foto: Screendump Facebook

Amalie Szigethys kæreste har flere kuldsejlede selskaber i bagagen - ligesom hendes far og onkler har. (Foto: Mogens Flindt) Kendte Velkommen til Amalies verden: Kæresten forfulgt af konkurser

Ingen bogføring
I et halvt års tid blev der slet ikke holdt noget regnskab, selvom natklubben kørte, og forinden havde bogføringen været mangelfuld.

Sidst men ikke mindst valgte han - velvidende om at gælden var massiv - at sælge virksomheden videre frem for at begære den konkurs. Køberen var en ung mand, der var varetægtsfængslet og ikke selv havde mulighed for at stifte sin egen virksomhed.

'Mikkel Skelskov har således udvist groft uforsvarlig forretningsførelse og må anses for uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Efter en samlet vurdering af hans handlemåde og omstændighederne i øvrigt, findes det rimeligt at pålægge Mikkel Skelskov konkurskarantæne,' skriver Sø- og Handelsretten i kendelsen.

Se også: Reality-kendis far bortviste Jeanette og Cherie: Indløste pant fra egne flasker

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Det var i disse lokaler på Nørregade i København, at natklubben Gold eksisterede. Efterfølgende overtog Skelskovs ven, Mads 'Champagnedreng' Dinesen lokalerne i kort tid sammen med sin kæreste. (Foto: Mogens Flindt)
Det var i disse lokaler på Nørregade i København, at natklubben Gold eksisterede. Efterfølgende overtog Skelskovs ven, Mads 'Champagnedreng' Dinesen lokalerne i kort tid sammen med sin kæreste. (Foto: Mogens Flindt)

Udover karantænen skal Skelskov, der tidligere til Ekstra Bladet har pralet med, at han ’aldrig selv er gået konkurs og har aldrig lavet noget, der ikke er lykkedes', betale sagens omkostninger på 65.000 kroner.

Bøde i byretten
Kuratoren opfordrede på baggrund af sin undersøgelse, at politiet skulle undersøge Mikkel Skelskov, hvilket de også gjorde. I en dom afsagt 14. februar i Københavns Byret har han derfor også har fået en bøde på 10.000 kroner for en overtrædelse af bogføringsloven. 

Sagen kort

- Mikkel Skelskov stifter 20. januar 2014 selskabet Young Money Aps

- Herigennem styres natklubben Gold, der ligger på Nørregade i det indre København

- Den 3. december 2014 udtræder Skelskov af virksomheden. I flere måneder har lokalerne på Nørregade ikke været til rådighed for firmaet og ifølge kurator er der stiftet en stor gæld

- I stedet for Skelskov træder en anden mand ind som direktør

- Han står registreret et halvt års tid, inden selskabet den 28. maj 2015 bliver taget under tvangsopløsning, fordi erhvervsstyrelsen ikke kan komme i kontakt med selskabet på adressen på Nørregade

- I den periode er der ingen aktivitet i firmaet

- Den 22. juni 2015 bliver selskabet begæret konkurs af kurator Christina Frederiksen, da hun ikke kan finde nogen aktiver

- Efterfølgende har hun orienteret politiet, som hun er forpligtet til, da hun mener, at der er foregået kriminelle forhold. Blandt andet et ulovligt ledelseslån og en overtrædelse af bogføringsloven.

 

Skelskov: Jeg er ligeglad med dom

 

Mikkel Skelskov fortæller til Ekstra Bladet, at han ikke går op i dommen, selvom det nu betyder, at han ikke må lede en virksomhed de næste to år.

- I bund og grund har det ikke berørt mig, fordi jeg ikke har forretningsaktiviteter i Danmark. Det er alt sammen i udlandet, siger han.

Hvor er det henne, du har forretninger så?

- Det vil jeg ikke kommentere. Det har ikke noget med sagen at gøre, siger han og fortsætter:

- Den eneste grund til, at jeg havde det firma, var for at jeg kunne drive den natklub. Faktisk havde jeg helt glemt, at jeg havde fået den dom, indtil du kontaktede mig igen.

Du har tidligere sagt, at du havde masser af dokumentation, der kunne modbevise kuratorens anklager. Hvorfor har du ikke bare fremlagt dem så?

- Jeg har slet ikke prioriteret sagen, så det rører mig ikke.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen