Efter øksedrab på forældre: Veteran anbringes på ubestemt tid

Retten i Randers idømmer 43-årig veteran tidsubestemt anbringelse på Sikringsafdelingen.

En 43-årig veteran er onsdag idømt anbringelse på ubestemt tid for at have slået sine forældre ihjel med en økse i sommeren 2016.

Det har Retten i Randers afgjort.

Retten har besluttet, at anbringelsen skal ske på Sikringsafdelingen i Slagelse. Det er en særligt sikret institution for kriminelle, der vurderes at være sindssyge og farlige for deres omgivelser.

Den 43-årige har erkendt, at han forvoldte forældrenes død, da de indfandt sig i et fritidshus ved Uggelhuse nær Randers.

Veteranen, der har været udsendt til Kosovo og Bosnien to gange i 1990’erne, har i retten forklaret, at han følte sig forfulgt af sine forældre.

Specielt moren gik ham på nerverne, fordi hun mente, at han led af posttraumatisk stress og ifølge den tiltalte ville tage styringen over hans liv.

- De havde en idé om, at jeg skulle være soldat med PTSD (posttraumatisk stress, red.), have pension og hjælpe dem med at sætte et hus i stand, forklarede han i retten.

Den 43-årige forklarede, at det kom til håndgemæng med forældrene den skæbnesvangre dag i juli sidste år. Da faren holdt en økse frem for sig, tog den tiltalte øksen og svingede den mod forældrene.

Efterfølgende gjorde han rent i huset og anbragte ligene i plastikposer. Derpå kørte han rundt med dem i forældrenes bil i flere dage, inden han blev standset og anholdt.

Kort efter anholdelsen blev manden anbragt på Sikringsafdelingen, hvor han blev tvunget til at tage antipsykotisk medicin.

De lægelige eksperter vurderer, at han var sindssyg på gerningstidspunktet og fortsat lider af en kronisk psykose.

Hvis han ikke fortsat indtager sin medicin, er der ifølge eksperterne risiko for, at han begår nye voldelige overgreb.

Den drabstiltalte selv har i retten givet udtryk for, at han godt ved, at han er syg og skal være i behandling resten af sit liv.

Anbringelse på ubestemt tid betyder, at retten senest efter fem år skal tage anbringelsen op til fornyet vurdering på baggrund af lægernes vurdering.

Efter den tid skal retten med to års mellemrum se på, om anbringelsen skal fortsætte.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen