Efter pædofilianklage: Renset pædagogmedhjælper vil tilbage på arbejde

Flere kolleger og forældre med børn i daginstitutionen håber, at manden kan få sit job igen

Der er tale om en ansat i Stjernehuset ved Randers, som nu vil have sit job tilbage. Pr-foto/Randers Kommune
Der er tale om en ansat i Stjernehuset ved Randers, som nu vil have sit job tilbage. Pr-foto/Randers Kommune

En ansat pædagogmedhjælper i en kronjysk daginstitution kæmper for at få sit job tilbage.

I maj kom det frem, at den ansatte i daginstitutionen Stjernehuset i Randers-forstaden Helsted var blevet politianmeldt af kommunen for at have begået seksuelle overgreb mod børn.

Men i juni har statsadvokaten droppet sigtelserne mod den pågældende pædagogmedhjælper. Derfor vil han gerne tilbage til sit arbejde i Stjernehuset.

Byrådsmedlem bekræfter
Det skriver Randers Amts Avis. Avisen har ikke selv været i kontakt med den mandlige pædagogmedhjælper, men de citerer i stedet byrådsmedlem Bjarne Overmark, medlem af Beboerlisten (L), som bekræfter, at han har talt med den ansatte.

- Det vil han gerne, lyder det fra lokalpolitikeren, som uddyber:

- Han synes jo, det har været en frygtelig sag for ham i de mere end to måneder, han har været mistænkt for noget, han ikke har gjort.

Bjarne Overmark er en af de lokalpolitikere i Randers, som aktivt er gået ind i sagen og offentligt har rejst en kraftig kritik af kommunen, der beskyldes for en række fejl.

Det er dog ikke sikkert, at det kan lade sig gøre. Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt vil nemlig ikke kommentere sagen over for avisen.

Vil have ham tilbage
Men står det til flere kolleger og forældre til Stjernehusets børn, som Ekstra Bladet har talt med, vil de gerne have den mandlige pædagog tilbage i institutionen.

- Det er kun positivt, hvis han gør det, siger en far til en pige på fire et halvt år i Stjernehuset og en dreng, som han forventer skal begynde i institutionen, til Ekstra Bladet.

Faderen ønsker ikke sit navn frem, men Ekstra Bladet kender hans identitet.

Han anser både den nu rensede pædagogmedhjælper, pigen og forældrene, der meldte ham, som ofre i sagen.

- Jeg har ingen idé om, hvem det er overhovedet, siger faderen, som i hele forløbet har haft svært ved at tro på beskyldningerne.

- Vi var flere, der sagde, at det her kunne ikke passe. Og det kunne det så heller ikke, siger faderen, som ikke har haft kontakt med pædagogmedhjælperen, som han håber er ved godt mod, hvis han vender tilbage til sit arbejde i Stjernehuset.

Faderen fortæller til Ekstra Bladet, at ledelsen i institutionen har handlet forbilledligt i sagen, selvom det har været sparsomt med informationer.

- Mit indtryk er, at ledelsen på institutionen og hans kolleger har været rigtig gode til at følge op på ham undervejs i det her. Vi (forældrene, red.) fik bare at vide, at han ikke var i huset længere, mens det stod på.

Efter et længere møde mellem flere lokalpolitikere fra byrådet i Randers er det blevet besluttet, at man vil undersøge sagen til bunds og fremlægge resultatet for et samlet byråd. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere