Efter sikkerhedsbrud: Politiet sætter fokus på teleselskaber

Rigspolitiet undersøger procedurer for sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere hos teleselskaber

Ved du noget om sagen, så tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

Rigspolitiet har nu rettet fokus imod teleselskaberne, efter at et selskab har set stort på sikkerheden omkring følsomme oplysninger.

'Rigspolitiet har i går skrevet rundt til landets udbydere af teletjenester for at indskærpe, at de har pligt til at sikre sig, at de medarbejdere, der yder praktisk bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden, er sikkerhedsgodkendt.Det sker efter, at Rigspolitiet er blevet orienteret om, at et teleselskab har benyttet sig af ikke-sikkerhedsgodkendt personale.'

Sådan skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

- Det er afgørende, at vi er sikre på, at det personale hos teleselskaberne, som får kendskab til politiets aktuelle efterforskninger, lever op til kravene til sikkerhedsgodkendelse. Derfor indskærper vi nu for hele branchen, at de skal efterleve de gældende regler på området, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, i pressemeddelelsen.

Rigspolitiet oplyser, at ustitsministeriet blev den 5. juli 2019 orienteret om, at Erhvervsstyrelsen den 21. juni og den 2. juli 2019 har modtaget indberetning fra et teleselskab om, at selskabet har konstateret, at medarbejdere uden den nødvendige sikkerhedsgodkendelse har haft adgang til informationer i et særligt sagsbehandlingssystem til følsomme politisager, herunder oplysninger om aflytning.

'Den uautoriserede adgang har eksisteret siden 2014, og det drejer sig skønsmæssigt om følsomme oplysninger vedrørende ca. 600 kunder i teleselskabet. Det er ifølge teleselskabet uklart, hvor mange ikke-sikkerhedsgodkendte medarbejdere, der har haft adgang til de følsomme personoplysninger. Politiet har indledt en efterforskning af det konkrete sikkerhedsbrud.

 Justitsministeriet har anmodet Rigspolitiet om i samarbejde med Erhvervsstyrelsen at iværksætte tilsyn med teleselskaberne med henblik på at sikre, at selskaberne overholder Rigspolitiets anvisninger i forhold til sikkerhedsforskrifter mv. i de sager, hvor teleselskaberne bistår politiet. Rigspolitiet vil i samarbejde med Erhvervsstyrelsen meget hurtigt iværksætte tilsyn med teleselskaberne for at sikre dette.' lyder det endvidere i pressemeddelelsen.

Det oplyses endvidere, at Rigspolitiet i forbindelse med det aktuelle arbejde vedrørende aflytnings- og teledataområdet vil iværksætte en række relevante tiltag, der skal understøtte at sikkerheden omkring bistand til politiet i forbindelse med indgreb i meddelelseshemmeligheden skærpes.

Endelig vil Rigspolitiet i samarbejde med Rigsadvokaten og i dialog med domstolene og forsvarsadvokaterne vurdere, hvorvidt sikkerhedsbrudene vil få eller har haft konsekvenser i forhold til verserende eller afsluttede straffesager.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere