Efter stor razzia: Fire fængslet

Fire mænd er fængslet, og tre har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn i forbindelse med en skudsag i Køge

Politifolk samler spor på gerningsstedet efter en af skudsagerne i Køge. Video: kenneth Meyer

RETTEN I ROSKILDE: Fire mænd er fængslet, og tre har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn efter en stor razzia tidligt torsdag morgen.

Det er status efter et langvarigt grundlovsforhør i dag ved retten i Roskilde.

De syv anholdte blev fremstillet for en dommer under et usædvanligt stort sikkerheds-opbud med 15 uniformerede betjente, der hver især mandsopdækkede de sigtede.

Udenfor retssalen var der oprettet et midlertidigt 'checkpoint' for advokater, journalister og tilhørere.

Forsøg på manddrab
De anholdte mænd i alderen 19 til 40 år blev alle sigtet for forsøg på manddrab og ulovlig våbenbesiddelse. De nægter sig alle skyldige.

Dommer Marie Louise Tønne knyttede sigtelserne direkte til en skud-episode 21. januar på Karlemosevej. Her blev en 17-årig mand ramt i ryggen af skud i, hvad politiet har beskrevet som en territorial konflikt mellem to rivaliserende grupperinger i Køge.

I forbindelse med skyderiet blev der benyttet to pistoler, fremgår det af anklager Anja Lund Liins kollektive sigtelse.

Mændene blev ikke sigtet i forbindelse med en anden dramatisk skud-episode i området, hvor to mænd blev hårdt kvæstet.

De fire af dem er fængslet i foreløbig fire uger. Der er tale om en 20, 27, 30 og 19-årig mand. For de resterende tre personers vedkommende skal en dommer vurdere bevisgrundlaget igen om tre dage.

Under razziaen tidligt torsdag morgen slog Midt- og Vestsjællands Politi til med en anholdelses- og ransagningsaktion på flere adresser primært i Køge-området.

Baggrunden for aktionen, oplyste politiet, var efterforskningen af de to skudsager i Køge.

Et telt rejst på gerningsstedet skulle beskytte spor fra vind og vejr. Foto: Anders Brohus Krimi Skud-opgør i boligkvarterer: En dræbt, tre sårede