Efter svindel i teleselskab: Kræv pengene tilbage

Forbrugerrådet Tænk opfordrer Telenor til selv at kulegrave de abonnementer, der er blevet oprettet i svindelramt butik. Nu ændrer Telenor mening

Sagen begyndte her i Hundige, men trækker nu tråde til en række af Telenors butikker landet over. Foto: Anthon Unger
Sagen begyndte her i Hundige, men trækker nu tråde til en række af Telenors butikker landet over. Foto: Anthon Unger

Sagen om omfattende svindel med abonnementer og mobiltelefoner i mindst en af Telenors butikker bør få selskabets kunder til at reagere.

Det mener Forbrugerrådet Tænk, hvor cheføkonom Martin Salamon kalder det godt, at Telenor har grebet ind, da de opdagede, at noget var galt.

Men han mener samtidig, at selskabet nu bør rette op på de skader, der er sket.

Se også: Omfattende fupnummer: Kunder narret i teleselskab

Tjek altid kontrakten
Sagen, som Ekstra Bladet i dag kan afsløre, tager sit udgangspunkt i teleselskabets afdeling i Bilka i Hundige, har ført til bortvisningen af en chef og tre sælgere.

Det sker, fordi Telenor mistænker de ansatte for at have hjulpet kriminelle med at få adgang til udstyr med brug af falsk id.

- Sagen viser også, hvor vigtigt det er, at man bruger nogle minutter på at tjekke, hvad man skriver under på, når man får et nyt abonnement, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er som regel muligt at overskue, hvad man har bundet sig til. Det kræver bare, at kontrakten er overskueligt udformet, og at man som forbruger læser, hvad der står i den, før man skriver under.

Telenor bør af sig selv gennemgå de sager, hvor der er risiko for, at kunderne er blevet snydt, mener cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk. Pr-foto
Telenor bør af sig selv gennemgå de sager, hvor der er risiko for, at kunderne er blevet snydt, mener cheføkonom Martin Salamon fra Forbrugerrådet Tænk. Pr-foto
 

Se også: Telenor efter svindel: Organiseret kriminalitet

Kontakt kunderne nu
Martin Salamon opfordrer Telenor til at kontakte de kunder, der kan være berørt af sagen. Samtidig foreslår han, at de forbrugere, der har været forbi butikken, selv tjekker deres regninger.

- De bør henvende sig til Telenor, hvis de mener, at der opkræves penge for abonnementer, de aldrig har ønsket at få.

Udover butikken i Hundige undersøger Telenor lige nu, hvordan andre butikker på Sjælland kan have været involveret. Det har ifølge Ekstra Bladets oplysninger ført til, at yderligere to chefer nu er suspenderet, mens sagen undersøges.

Indtil for kort tid siden var meldingen fra Telenor imdierltid, at selvom et ukendt antal kunder ifølge de nu tidligere ansatte er blevet narret til at betale for flere abonnementer, end de har brug for, bliver det op til kunderne selv at klage.

Telenor ville nemlig ikke selv gennemgå sagerne og kontakte kunderne, lød svaret tirsdag fra selskabet.

Udvider kulegravning
Men onsdag eftermiddag meddelte firmaet, at man nu sætter en større kulegravning i gang.

'Vi er fortsat i gang med at undersøge sagens omfang, og vi har nu et større overblik, end da vi talte sammen i går. Vi er i fuld gang med systematisk at gennemgå kundetransaktioner for at se om, der skulle være nogle, som virker mistænkelige,' skriver pressechef Alice Klitholm Duch til Ekstra Bladet.

'Vi ønsker at komme til bunds i sagen og finder vi tegn på svindel, tager vi kontakt til kunden for at være sikker på, at deres id ikke er blevet misbrugt, og at de kun har de produkter, de ønsker.'

'Har der været svindel, retter vi selvfølgelig op på det og krediterer kunden. Og vi kommer til at gennemgå vores kontrolprocesser, så de kan blive endnu bedre, og vi undgår lignende sager,' skriver hun onsdag eftermiddag.

Udover butikken i Hundige undersøger Telenor lige nu, hvordan andre butikker på Sjælland kan have været involveret.

Det har ifølge Ekstra Bladets oplysninger ført til, at flere suspenderinger, mens sagen undersøges. Telenor afviser onsdag, at disse skulle være forbundet til denne sag.

Bortviste ansatte: Flere gør det

Ifølge flere af de nu bortviste medarbejdere hos Telenor i Hundige handler sagen om flere butikker end blot deres.

Det har de forklaret til ledelsen i Telenor i forbindelse med deres bortvisninger. Og i flere samtaler og under et møde med Ekstra Bladet gentager de forklaringen.

- Det er en del af kulturen i flere butikker i Storkøbenhavn og andre steder på Sjælland, fortæller en af de ansatte, der selv har arbejdet i andre af Telenors butikker.

- Hvis man vil frem i Telenor, kræver det, at man laver nogle salg.

De ansatte fortæller, at ifølge dem så vidste dele af den sjællandske ledelse godt, at kunder nogle gange blev narret til at betale for abonnementer, de aldrig har bedt om. Eller at der blev udleveret telefoner til kriminelle ved at bruge falske id og ignorere reglerne om at se billed-id fra kunderne.

- Det er også derfor, at vi gerne vil have historien frem, så Telenor kan få ryddet op i sine butikker, lyder det fra de ansatte, der godt er klar over, at de aldrig får deres arbejde tilbage og selv har et stort ansvar i sagen.

- Der er bare en række af kunder, som er blevet snydt både i Hundige og i andre forretninger.

- De har krav på at få deres penge tilbage, mener de bortviste.

Tip os

Ekstra Bladet vil gerne høre fra både nuværende og tidligere ansatte i Telenor, men også fra kunder, der er berørt af sagen.

Du kan dele dit tip på telefon 24 25 13 13 eller sende en mail til tech@eb.dk.

Alle henvendelser behandles i fortrolighed, når dette ønskes.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere