Efter tragisk dødsfald: Så farligt er MDMA

16-årig døde efter at have indtaget mdma. Unge ved ofte for lidt om farligheden, mener overlæge

Henrik Rindom vurderer her, hvor farligt MDMA. Foto: Ritzau Scanpix / NOEL CELIS
Henrik Rindom vurderer her, hvor farligt MDMA. Foto: Ritzau Scanpix / NOEL CELIS

Det kan få fatale følger, når man indtager narkotika. Senest døde en 16-årig ung mand efter at have indtaget stoffet mdma natten til lørdag i Dianalund.

Når unge indtager stoffer, er en af de store fejl ofte, at de ikke ved nok om stoffet, som de indtager.

Det mener Henrik Rindom, der er psykiater, overlæge og har indgående viden inden for rusmidler og misbrug.

- De ved ikke, hvad de har med at gøre. De kender ikke til virkningerne af stoffet. De ved ikke, hvor meget de skal tage. De ved ikke, hvordan de skal tage det, fortæller Henrik Rindom og fortsætter:

- Der er så mange ting, helt unge mennesker ikke ved om stoffet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Misbrugsekspert Henrik Rindom er overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Hvidovre og i Stofrådgivningen. Foto: POLFOTO / MARKUSSEN TOBIAS SELNÆS
Misbrugsekspert Henrik Rindom er overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Hvidovre og i Stofrådgivningen. Foto: POLFOTO / MARKUSSEN TOBIAS SELNÆS
 

Han forklarer, at unge mennesker ofte tager mere, end de kan tåle, fordi de ikke kender tiden, som det tager stoffet at påvirke kroppen.

Derfor indtager man for meget, inden at det overhovedet er begyndt at virke, fortæller Rindom.

- Alle detaljerne om stoffer skal unge mennesker vide, inden de begynder at tage stoffer, siger Henrik Rindom.

Tilbage i februar døde 15-årige Adam Buk fra Haslev efter at have indtaget stoffet mdma.

Netop stoffet mdma er blevet mere og mere udbredt, fortæller Jakob Demant, der er lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

- Det, vi kan se, er, at der inden for de sidste par år har været en relativ voldsom udvikling i brugen af MDMA, som vi ikke har set i forhold til andre kendte stoffer, siger Jakob Demant.

Artiklen fortsætter under fakta-boksen ...

Fakta om MDMA

Mdma er ecstasy. Bogstaverne mdma er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.

  • Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".
     
  • Det er et kunstigt stof, som i 1898 blev fremstillet for at dæmpe appetitten. Stoffet blev først for alvor populært i Danmark i 1990'erne.
     
  • Det stimulerer hjernen og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at mdma positivt påvirker sociale egenskaber, humør og evnen til at nyde musik.
     
  • Eksempelvis kan man blive mere kærlig over for både dem, man kender, og fremmede.
     
  • Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.
     
  • Mange oplever i dagene efter indtagelse af stoffet nedtrykthed, fordi hjernen producerer mindre af stoffet serotonin, der forbindes med lykke og tilfredshed.
     
  • Mdma hæmmer ens dømmekraft samt de dele af hjernen, som regulerer søvn, sult og tørst.
     
  • Ved overdosis kan man opleve ubehagelige synshallucinationer.
     
  • Stoffet kan hæve kropstemperaturen, få hjertet til at slå hurtigere og forstørre pupiller.
     
  • På grund af den højere kropstemperatur og et højere energiniveau er der en risiko for, at brugere dehydrerer eller får hedeslag.
     
  • Hedeslag er den primære dødsårsag efter indtagelse af ecstasy.
     
  • Mdma hører til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes.
     
  • Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

Kilde: Ritzau

Stoffet er blevet mere tilgængeligt, og det er blandt andet på baggrund af digitale kanaler, fortæller han.

Stoffet bliver ifølge Demant solgt i lukkede grupper i Facebook. Og ifølge ham kræver det et netværk at komme ind i grupperne.

- Det (MDMA, red.) er mere tilgængeligt, men vi skal passe på med udsagnet om, at det er noget, der bliver tilbudt alle og enhver, siger han.

Han forklarer også, at der kan være alle mulige ukendte ting i mdma.

Dermed kan unge, der har sat sig ind i virkningen af mdma, ende med at blive snydt og derfor ikke vide, hvad de indtager.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere