Efter tre brande på ejendom: 38-årig anholdt

38-årig mand sigtes for at have sat ild på ejendom, hvor han selv bor

En 38-årig mand er anholdt og sigtet for brandstiftelse, efter at der natten til fredag udbrød brand i et dobbelthus ved Aarup på Vestfyn.

Det oplyser Fyns Politi til Ekstra Bladet.

Den anholdte er selv bosiddende i den ene del af dobbelthuset. Ilden startede på loftet over den anden del af huset, hvor der bor et andet par, oplyser politiet.

- Der lå et par og sov under loftet, hvor branden startede. De vågnede, da det begyndte at brænde og fik slået alarm, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Det er tredje gang på 15 dage, at der udbrød brand på ejendommen, oplyser vagtchefen.

10. september var der ild i nogle briketter. 22. september udbrød der en mistænkelig brand i en ubeboet lade på ejendommen. 

Klokken 01.52 i nat rykkede brandvæsnet igen ud til ejendommen og slukkede ilden på loftet. Politiet kunne efterfølgende anholde den 38-årige beboer, der sigtes for brandstiftelse.

Hans 28-årige samleverske blev også anholdt, men hun er foreløbig ikke sigtet i sagen, oplyser politiet.

- Vi har en mistanke om brandstiftelse, men kender ikke motivet. Det må den videre efterforskning klarlægge, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard.

Ingen person kom noget til ved branden, men dele af dobbelthuset er udbrændt og har fået vandskader efter brandslukningsarbejdet.