Efter vild jule-jagt på gavekort: Fem personer indlagt

Fire mænd og en kvinde blev mast under en jagt på gavekort i et indkøbscenter

Smukt så det ud - lige indtil det ikke så så smukt ud. Video: Reuters via Ritzau Scanpix

Fem personer er blevet indlagt med kvæstelser, efter at være blevet mast under en jagt på gavekort i shoppingcenteret Westfield Parramatta, som ligger uden for Sydney i Australien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hvide, gyldne og sølvfarvede balloner blev kastet ud over menneskemængden, og heri var gemt et antal gavekort som en jule-overraskelse fra centeret. Idet menneskemængden samledes for at få fat i gavekortene, blev flere væltet til jorden og mast.

Ambulancepersonale behandlede 12 personer på stedet, mens fire mænd og en kvinde måtte en tur på hospitalet.

- Tre af de indlagte patienter havde alvorlige skader på brystet og nakken, smerter i ryggen samt kvalme og svimmelhed, sagde ambulanceinspektør Phil Templeman.

Han sagde videre, at det var 'utrolig heldigt', at ingen kom mere alvorligt til skade.

Ejeren af indkøbscentret, virksomheden Scentre Group, undersøger nu uheldet nærmere.

- Vores kunders, handelspartneres og folks sikkerhed generelt er vigtig for os.

- Vores medarbejdere handlede hurtigt ved at støtte kunderne, kontakte ambulancen og gøre stedet sikkert igen. Medarbejderne taler fortsat med de involverede kunder, siger en talsperson for virksomheden.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere