Efter vodka-tyveri: Klar besked til gerningsmændene

Selvom Brian er ærgerlig over tyveriet, så holder han hovedet højt

Efter tyveriet fik Ekstra Bladet en snak med Brian Ingberg (Video: Tariq Mikkel Khan)

Ved du noget, så send en mail til 1224@eb.dk.

Trods tyveriet af en af verdens dyreste vodkaer, er det en tilbagelænet cafe- og vodkamuseumsejer, Brian Ingberg, som Ekstra Bladet møder onsdag. Han taler i telefon, men vinker hilsende og får sågar budt på en kop kaffe.

- Det er pisse ærgerligt, og det er en rigtig træls måde, det er sket på, siger Brian, da han er færdig på telefonen.

- Hvis de havde brudt døren op, så havde vi fanget dem med fingrene i dåsen, men de havde en nøgle og vidste præcis, hvor alarmen sad, så noget tyder på, at de enten var instrueret eller har haft sin gang her i cafeen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var her på hylden, lige over vodka-pistolen, at den stjålne flaske havde sin plads. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Det var her på hylden, lige over vodka-pistolen, at den stjålne flaske havde sin plads. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Mens de havde nøgle til både gitterdøren og inderdøren, så måtte de bryde selve døren ned til vodkaen op.

- Det er en flaske, jeg har lånt af en lettisk vodkaentusiast. Han har selv en stor vodkasamling, men den er ikke nær så stor som min, så han mente, at en af verdens dyreste flasker skulle stå hos mig.

 Her bliver vodkaflasken stjålet

Brian Ingberg insisterede på, at hvis flasken skulle stå hos ham, så skulle det være for altid og ikke kun i en periode, så ejeren, den lettiske Leonard F. Yankelovich, tilbød Brian at købe den. Det var dog ikke aktuelt, så Brian affandt sig med, at det nok ikke kom til at ske, men en dag skete der noget alligevel.

- Jeg er lige kommet hjem fra Dubai, da Leonard ringer og spørger, om jeg er i cafeen, det bekræfter jeg – kort tid efter kommer en fremmed mand ind af dagen, stiller den gyldne flaske Russo Baltique på bordet og siger, ’jeg skulle hilse fra Leonard’, før han smutter igen.

Dukker op igen

Vodkaen er den eneste af sin slags. Flasken består af tre kilo guld og tre kilo sølv og vejer otte kilo. Den er prydet med læder og emblem fra den første Monte Carlo-bil og hvidguld fra den russiske zar, men netop det, at den er så sjælden og så værdifuld, kan være det, der gør, at den dukker op igen.

- Den skal nok blive fundet - den er i hvert fald umulig at komme af med. Ingen vil røre ved den, så de kan ligeså godt komme tilbage med den, den mangler på hylden, siger Brian.

- Det er virkelig irriterende. Jeg er knyttet til min samling, flaskerne betyder noget for mig, så jeg håber snart, at den bliver fundet igen – og det tror jeg ærligt talt også, at den gør.

Flaskens egentlige ejer, Leonard F. Yankelovich sammen med den tidligere NBA-stjerne Dennis Rodman. Foto: Leonard F. Yankelovich
Flaskens egentlige ejer, Leonard F. Yankelovich sammen med den tidligere NBA-stjerne Dennis Rodman. Foto: Leonard F. Yankelovich

Den optimisme deler Russo Baltique-flaskens rigtige ejer.

- Sådan en flaske kan ikke sælges. Det er et fåtal, der kan købe den, og de der kan, vil nok tænke sig om en ekstra gang nu, hvor hele verden ved, at den er stjålen, siger Leonard F. Yankelovich til Ekstra Bladet.

- Der er folk, der leder efter den allerede, og jeg er sikker på, at politiet i Danmark snart vil sørge for, at røverne sidder i et af jeres yderst komfortable fængsler.

Ikke verden bedste vodka

Det er denne flaske, der er blevet stjålet. En Russo Baltique i guld og sølv. Foto: Leonard F. Yankelovich
Det er denne flaske, der er blevet stjålet. En Russo Baltique i guld og sølv. Foto: Leonard F. Yankelovich

Selvom prisen kunne hentyde, at det skulle være en af de bedste vodkaer i verden, så er det ifølge Brian Ingberg, der har smagt den, ikke sandt.

- Den smager udmærket, men der er mange andre vodkaer, jeg synes smager bedre. Det, at det er den eneste af sin slags, og det, at flasken er lavet af de materialer, er med til at trække prisen i vejret.