Efter voldsom dødsulykke: Chauffører kørt til behandling for chok

Tre personer, heriblandt et ægtepar, har mistet livet i en voldsom ulykke mellem Ringkøbing og Skjern

Chaufføren i den lastbil, der kørte op i en stillestående minibus, var så hårdt påvirket, at han blev kørt på sygehuset. (Foto: Astrid Dalum)
Chaufføren i den lastbil, der kørte op i en stillestående minibus, var så hårdt påvirket, at han blev kørt på sygehuset. (Foto: Astrid Dalum)

Ved du noget om ulykken eller de implicerede, eller har du billeder fra stedet? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Tre personer mistede tirsdag formiddag livet i en voldsom ulykke ved den vestjyske by Lem, da en lastbil kørte op i en række stillestående biler.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at et ægtepar bestående af en 62-årig mand og en 59-årig kvinde, begge fra Herning-området, begge blev dræbt, da en minibus landede oven på deres bil, efter at en lastbil havde kørt ind i minibussen.

Se også: Tre dræbt i voldsom ulykke

Derudover mistede føreren af minibussen, en 27-årig mand fra Ringkøbing, også livet i den voldsomme ulykke, der betød af Ringkøbingvej var spærret i timevis.

- Han var heldigvis alene i bilen, for ellers kunne vi have stået i en endnu værre situation, siger Jens Claumarch, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Foran de forulykkede biler holdt en autotransport, og chaufføren i den er sammen med føreren af den bagvedkørende lastbil blevet kørt på Herning Sygehus. Føreren af lastbilen havde ifølge politiet overset, at de forankørende holdt stille, fordi en vindmølletransport var på vej til at dreje ud på vejen.

- Han viste tegn på, at han var påvirket af chok, og det gjorde ham i den forreste lastbil også, så de er indbragt på Herning Sygehus, siger vagtchefen.

Bilinspektør skal fastslå hastighed
Ringkøbingvej blev åbnet op igen kort efter klokken 12, efter den havde været lukket i over tre timer. Her havde redningsmanskabet arbejdet på stedet, hvorefter en bilinspektør har arbejdet på stedet for at fastslå de nærmere omstændigheder bag ulykken.

Han skal blandt andet fastslå, hvor hurtigt den bagerste lastbil har kørt, og hvorvidt han har forsøgt at bremse, inden han kørte ind i den stillestående minibus, der efterfølgende blev slynget op på den lille personbil med ægteparret.

- Bilinspektøren vil formentlig kunne se, hvor hurtigt lastbilen har kørt, så vi får en udskrift derfra, der kan slå det fast, siger Jens Claumarch.

Der er endnu ikke nogen, der er sigtet for noget i sagen, men blandt andet bilinspektørens rapport skal tages med i betragtning, når juristerne skal vurdere, hvorvidt chaufføren af den lastbil, der kørte op i de andre biler, skal sigtes for uagtsomt manddrab.

Politiet kan dog allerede nu fastslå, at chaufføren ikke var påvirket af alkohol.

Alle pårørende til de dræbte er underrettet, oplyser vagtchefen.

Ved du noget om ulykken eller de implicerede, eller har du billeder fra stedet? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere