Efterladt hjælpeløs: 18-årig sigtet for uagtsomt manddrab

Politiet har anholdt ung mand i sag om drengs dødsfald efter indtagelse af narkotika

En 18-årig mand fra den lille vestsjællandske by Dianalund er lørdag før middag anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab og overdragelse af stoffet MDMA til en nu afdød dreng.

Den anholdte sjællænder sigtes også for at have efterladt drengen 'i hjælpeløs tilstand'.

Det oplyser Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Døde under indlæggelse
Politiet har foretaget anholdelsen efter flere timers massiv efterforskning og en række afhøringer i området og i drengenes omgangskreds.

Det er sket i forlængelse af, at den 16-årige dreng i nat blev fundet ukontaktbar efter indtagelse af det farlige, syntetiske stof i Dianalund. Han befandt sig på en privat adresse.

Drengen afgik senere ved døden under indlæggelse på Rigshospitalet i København.

Sydsjællands- og Lollands-Falsters Politi advarer om, at der kan være farlige stoffer i omløb i området omkring Dianalund og Sorø.

Flere danske MDMA-dødsfald
Det farlige stof, MDMA, har i de senere år fået stor opmærksomhed i Danmark. En 15-årig dreng fra Haslev døde i februar efter at have indtaget stoffet, mens en 32-årig mand dagen efter blev fundet i kramper i Vanløse.

Også i det tilfælde var det politiets vurdering, at han var under påvirkning af MDMA.

DR har tidligere i år offentliggjort en opgørelse om beslaglæggelse af stoffet foretaget i samarbejde med Rigspolitiets, som viser, at MDMA er i fremmarch, og at der i 2017 blev beslaglagt en rekordstor mængde på 32,5 kilo af stoffet fordelt på 617 enkeltsager i Danmark.

Se også: 32-årig mand død: Har formentlig taget MDMA

Se også: Efter 13 dages kamp: 15-årig død efter indtagelse af farligt stof

Populært hos de unge
Politiet beslaglagde året før otte kilo af stoffet. Det skete i forbindelse med 804 enkeltsager om beslaglæggelse.

- Vi må antage, at MDMA findes i hele landet, fastslog Michael Kjeldgaard, politiinspektør og centerchef i Nationalt Efterforsknings Center (NEC) overfor DR.

På gadeplan koster stoffet ifølge Rigspolitiets oplysninger 200-500 kroner pr. gram. Der er derfor tale om et væsentligt billigere rusmiddel end for eksempel kokain.

Politiinspektør Michael Kjeldgaard vurderer overfor DR, at det lave prisniveau er en væsentlig årsag til, at MDMA er særligt populært blandt de unge.

Mads Uffe Pedersen, professor på Psykologisk Center for Rusmiddelforskning, forklarer på hjemmesiden videnskab.dk, at MDMA typisk kan give misbrugere en følelse af selvtillid og uovervindelighed.

Fakta om MDMA

Mdma er ecstasy. Bogstaverne mdma er en forkortelse for den kemiske betegnelse 3,4-methylendioxy-N-methylamfetamin.

  • Stoffet kaldes også "Molly", "Emma", "Kix", "E", "Cloud 9" og "XTC".
     
  • Det er et kunstigt stof, som i 1898 blev fremstillet for at dæmpe appetitten. Stoffet blev først for alvor populært i Danmark i 1990'erne.
     
  • Det stimulerer hjernen og gør brugeren vågen og mere aktiv. Mange oplever, at mdma positivt påvirker sociale egenskaber, humør og evnen til at nyde musik.
     
  • Eksempelvis kan man blive mere kærlig over for både dem, man kender, og fremmede.
     
  • Rusen varer mellem halvanden og fem timer. Den indtræffer en halv til halvanden time efter indtagelse, alt efter hvor meget man har taget.
     
  • Mange oplever i dagene efter indtagelse af stoffet nedtrykthed, fordi hjernen producerer mindre af stoffet serotonin, der forbindes med lykke og tilfredshed.
     
  • Mdma hæmmer ens dømmekraft samt de dele af hjernen, som regulerer søvn, sult og tørst.
     
  • Ved overdosis kan man opleve ubehagelige synshallucinationer.
     
  • Stoffet kan hæve kropstemperaturen, få hjertet til at slå hurtigere og forstørre pupiller.
     
  • På grund af den højere kropstemperatur og et højere energiniveau er der en risiko for, at brugere dehydrerer eller får hedeslag.
     
  • Hedeslag er den primære dødsårsag efter indtagelse af ecstasy.
     
  • Mdma hører til blandt de mest udbredte ulovlige stoffer, der findes.
     
  • Det bliver ofte solgt i tabletform med symboler eller motiver på - eksempelvis med bogstavet "E" eller et dødningehoved.

Kilde: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere