Efterlod bil og forsvandt

Jesper Møller Jensen forlod sine forældres bopæl for to uger siden - siden har ingen hørt fra ham

Jesper Møller Jensen har været forsvundet i to uger. Politifoto
Jesper Møller Jensen har været forsvundet i to uger. Politifoto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

I mere end to uger har familien til 47-årige Jesper Møller Jensen fra Aalborg Øst ikke hørt fra ham.

Han forlod sine forældres bopæl i Gistrup i nedtrykt tilstand torsdag 8. oktober mellem klokken 1 og 9 i en metalblå Skoda Fabia med registreringsnummer BW 50134.

Bilen, der tilhører et familiemedlem, blev 9. oktober fundet efterladt på Gammel Strandvej i Aalborg - et område, hvor Jesper Møller Jensen tidligere har boet.

Den 47-årige blev allerede offentligt efterlyst 9. oktober, og politiet har også fået flere henvendelser fra borgerne, der blandt andet har ført til, at politiet har gennemset en del videoovervågning, foretaget afhøringer samt afsøgt forskellige områder. Eksempelvis har der været dykkere i Limfjorden, ligesom hunde har afsøgt området omkring det sted, hvor bilen blev efterladt.

- Det har desværre ikke båret frugt. Så vi er på bar bund, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Michael Karstenskov fra Nordjyllands Politi.

- Hvad mener I, at der ligger til grund for hans forsvinden?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Det er også derfor, vi beder om hjælp. Vi har de brede eftersøgningsbriller på, siger Michael Karstenskov, der håber, at familien på et tidspunkt kan få vished.

- De sidder i den anden ende og vil gerne have et svar på, hvor han befinder sig. Det er frustrerende ikke at kunne få nogen svar, siger han.

Jesper Møller Jensen beskrives som 185–190 centimeter høj med mørke briller, spinkel af bygning og langt mørkt hår muligvis sat i hestehale. Han var iført mørkegrøn sweatshirt og blå cowboybukser og gik i sorte clogs gummisandaler.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på 114.