Efterlod håndgranat på Nørrebro: Fængsler 19-årig efter gadekampe

Ung mand varetægtsfængslet i 27 dage i sag om besiddelse af håndgranat og pistol og for at skrive 'Død over Paludan' under uroligheder på Blågårds Plads

Københavns Politi var tirsdag til stede på Blågårds Plads, hvor håndgranaten blev fundet. Video: Ritzau

En 19-årig mand blev her til morgen i dommervagten i København varetægtsfængslet i 27 dage som et efterspil af de voldsomme uroligheder søndag 16. april på Nørrebro.

Balladen opstod i forbindelse med den ultra-højrenationalistiske partileder Rasmus Paludans demonstration på Blågårds Plads.

Den unge københavner er sigtet for at have efterladt en 'funktionsduelig håndgranat', for at have skrevet truslen 'Død over Paludan' med spraymaling på asfalten ved siden af, og for at have været i besiddelse af en pistol med ammunition.

Den sigtede teenager nægter sig skyldig.

En stor del af grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre. Det skete af hensyn til politiets videre efterforskning og på anklagemyndighedens begæring.

Mandsopdækket af betjente
I forbindelse med forhøret var sikkerheden omkring den sigtede skærpet. Han blev under hele processen mandsopdækket af to bevæbnede politibetjente.

Urolighederne på Nørrebro brød ud, da Rasmus Paludan ud på eftermiddagen søndag blandt andet kastede med en koran og derefter blev angrebet under sin demonstration på Blågårds Plads.

Stram Kurs-lederen blev kørt væk af politiet, men optøjerne fortsatte om aftenen og langt ud på natten rundt omkring på Nørrebro, hvor en større politistyrke forsøgte at dæmpe gemytterne og beskytte bydelens indbyggere.

Politifolkene blev selv angrebet med brosten og andre genstande og brugte tåregas til at sprede uromagerne.

Flere pressefolk og fotografer blev også mødt med vold i bydelen og fik smadret deres udstyr under nyhedsdækningen.

Skærm

Hent flere
Hent flere