Efterlyser flugtbilist efter alvorlig ulykke

Cyklist blev kørt ned tidligt i morges

Politiet på Fyn efterlyser en flugtbilist efter en alvorlig ulykke tidligt i morges.

Her blev en 26-årig mandlig cyklist kørt ned af en personbil på Vestre Stationsvej ud for nr. 15 i Odense, oplyser politiet.

Efter uheldet sænkede bilen kortvarigt hastigheden, men speedede herefter op og kørte fra stedet. Bilen svingede ifølge et vidne kort efter til højre ad Store Glasvej og forsvandt.

Cyklisten blev indbragt til OUH med svære læsioner i hovedet og han var en overgang i livsfare.

Politiet oplyser dog, at han nu er uden for livsfare.

Sammen med en bilinspektør har politiet konstateret, at den forsvundne bil formentlig har grøn/grønlig lakering.

Der lå også en tabt nummerplade på uheldsstedet - AT72266. Ifølge politiets registre skulle nummerpladen sidde på en Mazda 323 fra 1997, registreret til en mand i Odense SV.

- Vi har netop fået fat i ejeren, som vi nu skal snakke videre med, men vi mangler at finde bilen, siger vagtchefen til Ekstra Bladet og forklarer, at de kommende timer skal afgøre om nummerpladen nu også sidder på den bil, som den var registreret til og ikke mindst, hvem der sad bag rattet i den pågældende bil.

Derfor efterlyser Fyns Politi et grønligt køretøj - muligt en Mazda 323 - med skader på fronten.

Endvidere efterlyses eventuelle vidner, der har opholdt sig på Vestre Stationsvej eller Store Glasvej omkring uheldstidspunktet.

Kontakt Fyns politi på 114

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere