Efterlyser vidner efter skud mod bil

Sort VW ramt af skud søndag, hvor politiet fortsat har fokus på sagen

Politiopbuddet var stort i Måløv søndag aften. Video: Kenneth Meyer.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Søndag aften ved 18.30-tiden blev der affyret skud imod en VW på Måløv Hovedgade. Vidner har til Ekstra Bladet oplyst, at det lød som om, der blev anvendt et automatvåben ved skyderiet.

Politiet har fokus på sagen og leder efter vidner, skriver politiet i en pressemeddelelse:

'Politiet har været i området siden, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at personer i sort Opel Insignia afgav et antal skud mod personer i en sort VW Golf. Politiet har ingen indikationer på, at nogen blev ramt.

Denne bil var mål for skud søndag aften i Måløv. Foto: Kenneth Meyer
Denne bil var mål for skud søndag aften i Måløv. Foto: Kenneth Meyer
 

 Den sorte Opel Insignia blev efterladt på Måløv Hovedgade, og den sorte VW Golf blev fundet i nærheden. Begge biler er nu i politiets varetægt.

 Samme aften anholdt Københavns Vestegns Politi fire personer. De er afhørt uden sigtelse og løsladt.'

- Vi er stadig i efterforskningens indledende fase og ved at afdække hændelsesforløbet. Det er for tidligt at sige noget om motiver, det skal vores videre efterforskning kaste lys over, siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

 Politikommissæren tilføjer, at andre biler kan have været involveret i hændelsen, og at politiet gerne hører fra vidner og andre, som har set noget mistænkeligt før, under og efter skudepisoden på Måløv Hovedgade omkring 18.30-tiden søndag aften.

På nuværende tidspunkt kan efterforskningens detaljer ikke kommenteres yderligere.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan sagen trække tråde til bandemiljøet, men det ønsker politiet ikke kommentere.

Natten til lørdag blev der ligeledes affyret skud på den Københavnske Vestegn.

Det skete ved 03-tiden på Vadgårdsvej i Buddinge, hvor ruder blev knust af skud. Ingen blev ramt ved den episode.

Se også: Flere skud affyret i boligkvarter

Politiet oplyser, at man foreløbigt ikke mener, at der er nogen sammenhæng imellem de to episoder.

 Aktuelt er lokale betjente til stede i området med en af Københavns Vestegns Politis mobile politistationer. Alle er velkomne til at komme forbi med stort og småt eller oplysninger om hændelsen – og ellers kan man døgnet rundt ringe på telefon 43 86 14 48.