Efterlyser vidner

Politiet efterlyser vidner for at få identificeret føreren af en bil, der lørdag aften kørte gaderæs i Odense

Video: Local Eyes

Fyns Politi har fundet et køretøj, der menes at have kørt gaderæs i Odense. Et ræs, der endte med alvorlig ulykke.

Det skriver Fyens.dk.

- Vi har fundet et køretøj, og vi har mistanke om, at det er det, der er blevet kørt om kap med, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen til lokalmediet.

Politiet søger nu efter vidner, der kan fortælle, hvem føreren af bilen var.

Ekstra Bladet beskrev ligeledes den alvorlige ulykke, hvor en yngre mand blev alvorlig kvæstet.

Ulykken skete, efter to biler formentligt kørte om kap lørdag aften, da den ene af bilerne, stødte frontalt sammen med en tilfældig bilist i en Hyundai, der kom kørende i den modsatte retning.

En bil kørte fra stedet uden at give sig til kende, og det er den bil, som politiet nu formoder at have fundet. Men føreren ved man ikke, hvem er.

Politiet ønsker ikke at oplyse om skader eller ejerskab af bilen ifølge Fyens.dk.

Begge biler, der kørte gaderæs, er Volvo'er af modellen S60.

- Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej  i Odense inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap, sagde vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi natten til søndag.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Fyns Politi vedrørende sagen.