Efterlyses: Gik rundt med kniv på togstation

Ifølge vidner virkede det som om, han ledte efter en person

Foto: Politifoto
Foto: Politifoto

Tirsdag midt i myldretiden klokken 16.12 fik Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om en mand, der gik rundt på perronen på Albertslund Station med en kniv.

Ifølge vidner virkede det, som om han ledte efter en specifik person.

- Vi har ingen oplysninger om, at manden har udøvet vold, men da han er gået rundt med en kniv på et offentlig sted og opførte sig truende, vil vi gerne i kontakt med ham, siger politikommissær Andreas Mollerup i en pressemeddelse.

Politiet vælger nu at efterlyse manden, der var bevæbnet med en køkkenkniv, offentlig med billeder.

Til Ekstra Bladet siger Andreas Mollerup , at de har fra flere vidner, at det er en kniv, han har i hånden.

- Vi synes, det er uacceptabel adfærd at have på en station at rende rundt med en kniv. Og når man vælger at gøre det på en togstation, hvor man ved, at der er videoovervågning, må man beregne, at man risikerer at få sit billede i avisen, siger han og tilføjer, at grunden til, at de skriver, at de mener, at han ledte efter en specifik person, er, at de vidner, der var på stationen, ikke følte sig truet selv og derfor fik fornemmelse af, at han ledte efter en bestemt.

Foto: Politifoto
Foto: Politifoto

Han beskrives som mørklødet og i 20’erne, almindelig af bygning og med sort hår. Han var iført mørk jakke eller hættetrøje og sorte shorts med to hvide striber på forsiden af højre lår og én hvid stribe på forsiden af venstre lår.

På fødderne havde han mørkeblå kondisko med hvide såler og sorte sokker.

Hvis man kender manden eller er bekendt med hans færden, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448