Efterlyst andejæger er fundet og bragt til Rigshospitalet

En 27-årig mand kom ikke hjem fra andejagt. Efter en eftersøgning blev han fundet. Hans tilstand er ukendt

Beredskab og politi har sent mandag fundet en 27-årig mand, som var efterlyst, efter at han ikke kom hjem fra andejagt på Isefjord.

- Det var en helikopter, som fandt manden ved 00.30 tiden. Helikopteren brugte det termiske søgesystem. Som jeg har hørt det, lå manden i vandet, da han blev fundet og hentet op i helikopteren, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Jørgensen til Ekstra Bladet.

Vagtchefen kendte tidligt tirsdag morgen ikke den 27-årige mands tilstand.

- Vi har endnu ikke hørt fra Rigshospitalet. Men vi får vel en melding på et tidspunkt. Jeg formoder, at manden har været i live, siden de vælger at flyve ham på hospitalet, siger vagtchefen.

Da manden ikke kom hjem til aftensmad som aftalt, valgte familien at slå alarm.

Bilen fundet først
Henrik Jørgensen siger videre til Ekstra Bladet, at han endnu ikke kender de nærmere omstændigheder omkring redningen af den 27-årige mand.

Mandens bil blev fundet ved Holbæk Havn, hvor han efterlod den mandag morgen.

Den 27-årige sejlede ud i en 17 fods jolle med en jagtpram på slæb.

Helikopter og både blev sat ind i eftersøgningen i området omkring Orø og Holbæk Inderfjord.

Den savnede mand havde sin mobiltelefon med, men den kunne man heller ikke få kontakt med.