Efterlyst andejæger er omkommet efter kraftig nedkøling

En redningshelikopter fandt en 27-årig mand og fløj ham til hospital, men hans liv stod ikke til at redde

En efterlyst 27-årig andejæger er gået bort tirsdag morgen på grund af kraftig nedkøling, efter at han har ligget i vandet i Holbæk Fjord i flere timer.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en døgnrapport.

Den unge mand fra Vanløse kom ikke hjem som aftalt efter en andejagt på Holbæk Fjord mandag. Derfor kontaktede hans familie politiet, som iværksatte en større efterforskning.

Se også: Efterlyst andejæger er fundet og bragt til Rigshospitalet

Klokken 00.30 natten til tirsdag fandt en redningshelikopter den 27-årige i vandet stærkt nedkølet. Han blev fløjet til Rigshospitalet for at blive behandlet, men hans liv stod ikke til at redde.

Efter intensiv behandling i løbet af natten måtte lægerne erklære den unge mand død ved ottetiden tirsdag morgen.

Den 27-årige omkom som følge af den kraftige nedkøling, og politiet undersøger dødsfaldet, som anses for at være en ulykke.

De pårørende er blevet underrettet.