Efterlyst for vold: Kørte ekskæreste ned og tog mand som gidsel

Østjyllands Politi søger efter den 29-årige Liban Mohammed

29-årige Liban Mohammed. (Foto: Politi)
29-årige Liban Mohammed. (Foto: Politi)

29-årige Liban Mohammed er en jaget mand.

Østjyllands Politi efterlyser ham i forbindelse med to voldssager, der fandt sted i Aarhus i dag. Det fortæller politiassistent Marianne Morgen.

Klokken 10.30 i formiddag kørte han ifølge politiet sin ekskæreste ned i midtbyen. Hun slap dog med mindre knubs.

Herefter flygtede han angiveligt fra gerningsstedet og kørte til en anden adresse i Aarhus, hvor han tog en 29-årig mand som gidsel.

- De er begge to udskrevet fra sygehuset, oplyser Marianne Morgen.

Kender ikke til motiv
Hun vil ikke oplyse, hvad Liban Mohammed skulle have udsat gidslet for.

- Han har udøvet vold mod ham, siger politiassistenten.

Østjyllands Politi ønsker ikke at udtale sig om manden motiv, ligesom de heller ikke vil fortælle om Liban Mohammeds relation til den 29-årige mand.

- Vi kan ikke sige meget mere end det.

Det 29-årige gidsel henvendte sig selv på skadestuens efter frihedsberøvelsen, hvorefter det også blev meldt til politiet.

Liban Mohammed færdes til daglig i Aarhus, men Østjyllands Politi ved ikke, om han fortsat opholder sig der.

De ønsker derfor offentlighedens hjælp og opfordrer folk til at kontakte politiet på 114, hvis man har oplysninger om hans opholdssted.

Udvist af landet
Liban Mohammed er ikke en ukendt mand for politiet - eller for medierne.

Han har skrevet flere debatartikler i blandt andet Information, hvor han fortæller, at han er udvist af Danmark og derfor hver uge skal melde sig i Center Sandholm.

- Én gang om ugen tager jeg turen fra Aarhus til Sjælland, hvor jeg har meldepligt i Asylcenter Sandholm. En lang, men desværre også nødvendig tur på grund af min udvisningsdom, skriver han blandt andet.

Den 29-årige har tidligere siddet i fængsel for blandt andet vold og et groft hjemmerøveri mod en 65-årig mand. Desuden har han venner i bandemiljøet, skriver han.

Liban Mohammed kommer oprindelig fra Somalia og sad fængslet indtil 2015 for hjemmerøveriet, som han blev idømt 8,5 års fængsel for.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere