Efterlyst i sag om hjemmerøveri fundet død

I følge Ekstra Bladets oplysninger er efterlyst mand fundet død i England

En mand, der har været efterlyst af Vestegnens politi i forbindelse med et hjemmerøveri, er død.

Det oplyser en pressemedarbejder i politiet til Ekstra Bladet.

- Manden er død, og derfor er efterlysningen taget ned. Vi har ikke yderligere kommentarer, lyder det til Ekstra Bladet.

Der er tale om den 40-årige Morten Baldur Karrebæk Pust, der har været efterlyst offentligt siden begyndelsen af februar.

Dødsfaldet betragtes ikke som mistænkeligt. I følge ekstra Bladets oplysninger er han fundet død i England, men det vil politiet ikke kommentere.

Den 40-årige var i følge politiets opfattelse del af en trio, der natten til 2. januar i år brød ind hos en yngre kvinde med det formål at begå hjemmerøveri.

En årvågen nabo hørte støj og varskoede politiet, der ankom til lejligheden kort efter. Det fik gerningsmændene til at flygte, men en af de formodede gerningsmænd faldt under flugten, brækkede anklen og blev anholdt af politiet.

Også en anden mistænkt gerningsmand blev anholdt kort derfra, skrev politiet i februar i forbindelse med efterlysningen i en pressemeddelelse.

De to, der dengang blev anholdt, er fætre på 34 og 21 år, og de fik tidligere i år henholdsvis et år og tre måneders fængsel og halvandet års fængsel i Retten.