Efterlyst mand opdaget i tog: Trak nødbremse og stak af

En 26-årig mand tog alternative midler i brug for at undgå at afsone en dom

En 26-årig mand burde søndag have siddet i en fængselscelle og afsonet en dom. Men i stedet valgte han at køre rundt i tog mellem Hillerød og Helsingør - vel at mærke uden billet.

Og sidstnævnte gjorde naturligt nok, at en ansat i toget blev interesseret i at finde ud af, hvem manden var, da han ikke kunne fremvise en billet, da han blev bedt om det.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Manden havde dog foruden billet heller ikke gyldigt ID på sig, men han ville gerne oplyse sit navn til kontrolløren.

Kontrolløren valgte efterfølgende at kontakte politiet for at få bekræftet oplysningerne, og her kunne politiet så samtidig konstatere, at den 26-årige mand var udeblevet fra afsoning.

En patrulje kørte derfor af sted for at samle manden op ved den næste station for at hjælpe ham hen til afsoning.

Så langt nåede toget dog aldrig.

Således valgte manden at trække togets nødbremse for derefter at hoppe ud af et vindue i toget omkring Grønholt Station og tage flugten.

Patruljen fik derfor ikke fat i manden, og mandag formiddag oplyser Nordsjællands Politi, at han fortsat ikke er blevet anholdt, og at han altså derfor stadig ikke har påbegyndt afsoningen af sin dom.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere