Efterlyst røver har meldt sig selv til politiet

Politiet har anholdt en mand, der sigtes for et voldsomt røveri på Friheden Station ved København

Efter Københavns Vestegns Politi tidligere tirsdag offentligt efterlyste en mand, har manden meldt sig selv til politiet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Han er sigtet for at have overfaldet en 19-årig kvinde natten til søndag på Friheden Station i Hvidovre uden for København.

Her blev kvinden væltet omkuld af en mand, der slog hende og stak af med hendes mobiltelefon.

Overfaldet fandt sted kort efter klokken tre natten til søndag, lige efter at kvinden var steget af S-toget på stationen, der ligger i nærheden af hendes hjem.

- Vi efterforsker ud fra, om det kan være et røverisk overfald, forsøg på voldstægt, subsidiært vold eller blufærdighedskrænkelse, forklarede politikommissær Henrik Hougaard tidligere tirsdag til Ekstra Bladet.

Kvinden blev efter overfaldet indlagt på sygehuset til observation for hjernerystelse. Hun kom ikke slemt til skade fysisk, men har store psykiske mén oven på overfaldet.

Politiet offentliggjorde tidligere tirsdag et billede af manden i håbet om, at det ville føre en anholdelse med sig, og det har altså nu medført, at manden har meldt sig selv.

Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi og Henrik Hougaard har tirsdag aften ikke yderligere oplysninger i sagen.

Det forventes dog, at den sigtede fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere