Efterlyste Ulla set af politiet

Den 44-årige Ulla Fischer, der i går blev efterlyst, er i dag blevet set af en politipatrulje

Politifoto
Politifoto

- Vi savner 44-årige Ulla Fischer, der er gået fra Løkkemarken i Odense C i dag omkring middag, skrev Fyns Politi i går.

Se også: Politiet: Har du set Ulla?

Der var bekymring for kvinden, som har haft nogle psykiske problemer.

- Vi fik i dag først på eftermiddagen en anmeldelse fra en borger, der havde set efterlysningen i pressen. Hun havde set hende i det område, hvorfra hun var gået i går. Så vi sendte en patrulje ud, men da hun fik øje på patruljen, stak hun af, så vi har et bekræftet livstegn fra hende, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Peter Vestergaard.

- Men hvor godt hun har det, ved vi ikke, så derfor vil vi fortsat gerne se hende i øjne. Så hvis folk ser hende, så ring gerne til os, opfordrer han.

- Men hvordan kan det være, at et par formodentlig friske betjente ikke lige kunne løbe hende op og hilse på?

- Hun så bilen var stor afstand og forsvandt så til fods, så hun var ude af syne. Det var vanskeligt at vide, hvilken retning de skulle løbe, og vi sender selvfølgelig ikke en hund efter hende, siger Vestergaard.

- Er I sikre på, at det er Ulla Fisher, som patruljen har observeret?

- Ja.

Ulla Fischer beskrives som: Kvinde, cirka 168 cm høj, spinkel af bygning, langt, mørkt hår. Hun var iført sort og hvid sweatshirt, lysebrun striktrøje og sorte joggingbukser med hvide striber ved anklerne.

Det var kvindens familie, der lørdag meldte hende savnet, efter hun ikke var dukket op til en aftale i Bogense.