Efterskole bortviser fire elever: 'Eksperimentede med kokain'

- Det er rystende, siger forstander

Fire elever fra Try Efterskole mallem Hjallerup og Dronninglund er blevet bortvist efter en episode med narkotika på skolen.

Det fortæller skolens forstander, Thomas WInd Eskildsen til Nordjyske Medier.

- Vi har bortvist nogle elever. Sagen er overgivet til politiet, og der er en efterforskning i gang, siger Thomas Wind Eskildsen til Nordjyske Medier uden at gå i detaljer med, hvad der ligger bag.

- Der har været en episode med narkotika på skolen, siger han videre.

TV2 Nord fortæller, at efterskolen mandag morgen orienterede samtlige forældre til unge på skolen i en mail.

'Kære forældre. Vi har i dag bortvist fire elever fra Try Efterskole. Det skyldes, at der i aftes og nat har været eksperimenteret med 'flake', der er et narkotisk stof. Vi tager det meget alvorligt. Og deraf, er de elever permanent bortvist dags dato', løs det i mailen, der var skrevet af Thomas Wind Eskildsen

Flake er et andet ord for kokain, som sælges i krystalliseret form.

- Vores unge på skolen er udsatte og sårbare, og nogle selvmedicinerer sig. Men denne bortvisning er unik, vi har ikke før bortvist elever på stedet i de tre år, jeg har været på skolen, siger forstanden til TV2 Nord. 

Straks efter episoden blev de fire elevers forældre tilkaldt for at hente deres børn, inden politiet og myndigheder blev orienteret, skriver TV2 Nord.

Forstanderen fortæller, at stoffer er udbredt blandt unge under pres. Han fortæller videre, at skolens ansatte indimellem tager elever i at ryge en joint. Når det sker, bliver de unge bedt om at tage en narkotest. Hvis testen er positiv, bliver de unge sendt hjem i en periode. I gentagelsestilfælde bortvises de.

- Vi mener, at vi er meget pro-aktive på området, så det er rystende. Vi tager meget, meget stærk afstand fra, at de unge mennesker overhovedet har mulighed for at anskaffe sig stoffer. Indtaget svinger meget fra årgang til årgang, men vi adskiller os normalt ikke fra andre skoler, hvad angår antallet af sager med stoffer, siger Thomas Wind Eskildsen til TV2 Nord.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere