Efterskolelærer idømt tre måneders ubetinget fængsel

En 46-årig lærer på en efterskole er idømt tre måneders ubetinget fængsel for blufærdighedskrænkelse

Læreren modtog sin dom i retten i Viborg fredag formiddag. Foto: Ernst van Norde
Læreren modtog sin dom i retten i Viborg fredag formiddag. Foto: Ernst van Norde

En skolelærer er fredag formiddag idømt tre måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse. Han må desuden ikke beskæftige sig med børn og unge under 18 år de næste tre år.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læreren blev dømt for blufærdighedskrænkelse af en pige på 15/16 år. Hun var elev på den skole, hvor han var lærer i skoleåret 2014-2015.

Helt konkret er manden dømt for at have sendte billeder via sin mobiltelefon med seksuelt indhold til eleven. Han har desuden sagt krænkende ting til pigen.

'Derudover har manden tilbudt at massere eleven og berørt hende på måder, der var egnet til at krænke blufærdigheden', skriver politiet.

Han skal desuden betale 15.000 kroner i erstatning til forurettede.

- Jeg er tilfreds med dommen. Han er stort set dømt i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, og dommen ligger i vores optik fint i tråd med retspraksis på området, siger anklagerfuldmægtig Kasper Helbo fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Pigen, der nu er 21 år, anmeldte forholdet i 2019.