Egon Olsens fængsel lukker før tid

Skal i stedet fungere som nødberedskab til frihedsberøvede flygtninge og asylansøgere

Statsfængslet Vridsløselille er kendt ud over landets grænser. Blandt andet for, at det var her Egon Olsen afsonede. Vejen op til det snart tidligere fængsel er opkaldt efter ham.
(Foto: Linda Johansen)
Statsfængslet Vridsløselille er kendt ud over landets grænser. Blandt andet for, at det var her Egon Olsen afsonede. Vejen op til det snart tidligere fængsel er opkaldt efter ham. (Foto: Linda Johansen)

Det gamle Vridsløselille Statsfængsel lukker før tid.

Det bekræfter Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet, overfor Ekstra Bladet.

- Man er nu gået i gang med en større udflytningsplan, således at flertallet af fangerne vil blive flyttet til andre fængsler rundt om i landet, siger han.

Der er planen, at fængslet skal tømmes for indsatte i perioden frem til juleaften.

- Tilbage vil der blive cirka 40 fanger, der er på den behandlingsafdeling, som fængslet har i dag. På sigt vil de også blive flyttet, siger Østerbye.

I stedet vil der blive oprettet foreløbigt 80 pladser til frihedsberøvede flygtninge og asylansøgere, der er indrejst ulovligt i Danmark, uddyber han.

Uheldige episoder med nøgler
På det seneste har fængslet været ramt af en række uheldige episoder, der har fremskyndet lukningen.

Blandt andet har der været flere sager, hvor fanger har skaffet sig nøgler.

Se også: Fanger bag nøglefusk i Vridsløse-fængslet

Og for lidt over en måned siden forlod den daværende fængselsinspektør sin stilling i utide.

Begrundelsen for den utidige stillingsfratrædelse, har man fra Kriminalforsorgens side ikke ønsket at uddybe.

- Det er overfor mig oplyst, at der i fængslet i dag er nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, som man har svært ved at håndtere indenfor de nuværende rammer, fortæller Kim Østerbye.

- Vi er jo triste, da det er et fængsel med lang tradition og historie. Og der er også store personalemæssige konsekvenser, da det betyder at det omtalte personale med kort varsel skal flyttes rundt i landet, siger han.

- Og derfor har Fængselsforbundet allerede i dag taget kontakt til arbejdsgiveren for at sikre det berørte personale de bedst mulige vilkår i den forbindelse, siger Kim Østerbye.

Lukker lang tid før planlagt
Egentlig var det planen, at fængslet først skulle lukke til næste år eller i begyndelsen af 2017 alt efter, hvor hurtigt fangerne kunne flyttes til primært det nye fængsel ved Nørre Alslev på Falster, som Kriminalforsorgen er ved at bygge der.

Og selvom fængslet er gammelt og nedslidt, så har flere indsatte overfor Ekstra Bladet beklaget lukningen. For de nye fængsler ligger langt væk ude på landet og samtidigt elendigt placeret i forhold til offentlig transport.

Og dermed besværliggøres besøg fra familier og venner.

Voldsom historie
Fængslets omtumlede historie er for nyligt blevet fortalt i en ny bog - 'Fængselsliv' af Peter Grønlund.

Krimi Kom med bag tremmerne i Danmarks ældste fængsel

I 1859 blev Forbedringshuset på Vridsløselille Mark taget i brug efter det såkaldte Philadelphia-system. Dette indebar en total isolation af fangerne døgnet rundt med det formål, at de skulle have tid og mulighed for at angre sine synder og forlige sig med gud.

Dengang - og mange år frem - blev det meste tid tilbragt i cellen. Både arbejds- og fritid. Hvis fangen så skulle færdes uden for cellen, skulle han bære en maske, der beskyttede ham mod at blive genkendt af de andre fanger.

Masketvangen blev opretholdt frem til 1924, hvorefter det blev frivilligt, om man ville bære maske eller ej.

Enhver samtale og kontakt fangerne imellem var forbudt.

Derfor blev fangerne i skolen og kirken placeret i små båse, så de kun kunne se læreren og præsten.

Isolationsprincippet blev bevaret et godt stykke ind i 1900-tallet.

1 af 3 Billederne fra den berømte gummigedsflugt i september 1995 gik verden rundt. (Foto: søren Jensen)
2 af 3 De første mange år var der masketvang i fængslet. Det er beskrevet i en nylig udgivet bog, Fængselsliv.
3 af 3 Statsfængslet Vridsløselille er kendt ud over landets grænser. Blandt andet for, at det var her Egon Olsen afsonede. Vejen op til det snart tidligere fængsel er opkaldt efter ham. (Foto: Linda Johansen)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen