Eks-ansat fuskede med byttemærker

En ung mand tilstod bedrageri med byttemærker i Magasin

Arkivfoto: Jan Grarup
Arkivfoto: Jan Grarup

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): En tidligere ansat i stormagasinet Magasin kunne lørdag aften ikke modstå fristelsen for at bruge de originale byttemærker, som han havde taget med sig fra sin tidligere arbejdsplads, da hans ansættelse stoppede for omkring to et halvt år siden.

Den 26-årige mand blev anholdt i Magasins afdeling i Field's lørdag aften klokken 20, og søndag morgen blev han fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, sigtet for bedrageri og tyveri.

Den tynde mand kom ind i retten iført en beskidt sort cardigan over en hvid t-shirt og knælange cowboyshorts. Han havde mellemblond hår med lidt høje tindinger.

Han tilstod sigtelsen for, at han lørdag aften omkring klokken 18.40 påførte originale byttemærker på en vin-oplukker til 2049 kroner, som han gik til kassen for at bytte med en billigere en af slagsen.

- Det sker ikke lige i den første kasse, fordi jeg skal op i Servicecentret. Jeg får den billige (vin-oplukker, red.) med mig plus 550 kroner, forklarede han.

Derudover stjal han også en læderjakke til 2700 kroner, som han også påførte et byttemærke, men ikke prøvede at bytte.

Byttemærkerne har han haft liggende, siden han stoppede i en anden afdeling af Magasin.

Har narkogæld
Men han endte altså med at blive anholdt umiddelbart efter bedrageriet.

- Jeg har haft en gæld, som er pænt stor. Fordi jeg har et narkomisbrug, fortalte den unge mand, der sagde, at han på nuværende tidspunkt kun tager kokain cirka en gang om måneden, men for halvandet år siden havde et dagligt misbrug.

Så sent som i maj i år fik den unge mand tre måneders betinget fængsel for tyveri fra en tidligere arbejdsplads, som ikke er Magasin.

- Jeg var i en lidt mere alvorlig situation, som du nok kan se på beløbet, sagde han.

Anklageren havde dog ikke dommen med, så det er uvist, præcis hvad den indebar.

Den sigtede har intet arbejde og lever af kontanthjælp.

Han bor på et opholdssted, hvor han får hjælp til sit misbrug.

Anklageren ville gerne vide, hvorfor han begik bedrageriforholdet og tyveriet denne gang.

- Det var også til narko. Jeg manglede at aflevere 800 kroner på en gammel gæld, sagde han og svarede, at der ikke resterede mere end de 800 kroner af hans gæld.

- Hvad så med næste gang, når du skal have dit stof, spurgte anklageren.

- Det bliver jo fra lønnen. Fra kontanthjælpen. Og så må jeg se, om jeg kan holde mig, sagde den unge mand, der forklarede, at de faste pædagoger på opholdsstedet har været på ferie, så der har været lidt løsere tøjler.

Må få konsekvenser
- Det har jeg så ikke kunnet styre. De kommer heldigvis tilbage i morgen, konstaterede han.

Anklageren krævede den unge mand varetægtsfængslet i 10-14 dage på gentagelsesrisikoen.

- Det er ganske få måneder siden din dom. Du har haft alle muligheder for at holde dig i skindet. Ikke desto mindre render du ud og gør præcis det samme og bruger en tidligere arbejdsplads til at betale resterne af en narkogæld. Når man kigger på forholdene, mener jeg, at der er risiko for, at du gør det igen, sagde hun, mens mandens forsvarer mente, at det var uhensigtsmæssigt at placere ham eksempelvis i Vestre Fængsel hvor fristelsen for at falde i misbrug er stor.

Dommeren valgte dog at varetægtsfængsle ham i otte dage frem til 6. august.

- Det er meget hurtigt recidiv (gentagelse af kriminalitet, red.) i forhold til den dom. Jeg synes, det er svært at løslade dig. Det må få nogle konsekvenser, når man gør sådan noget i prøvetiden. Du har jo tilstået i dag, så jeg håber, at man måske kan afgøre sagen ved fristforlængelsen, sagde dommeren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere