Eks-politikers mand sigtet i kæmpe svindelsag: Jeg fortryder inderligt

37-årige Erturum Erdogan og fire andre har ifølge politiet franarret kommune 6,3 millioner kroner

Eks-politikeren Asmaa Abdol Hamids mand er ifølge politiet en af hovedmændene bag svindlen, hvor Albertslund Kommune blev franarret millioner af kroner. Foto: Ritzau/Scanpix
Eks-politikeren Asmaa Abdol Hamids mand er ifølge politiet en af hovedmændene bag svindlen, hvor Albertslund Kommune blev franarret millioner af kroner. Foto: Ritzau/Scanpix

Manden til eks-politikeren Asmaa Abdol-Hamid, der i dag arbejder for Fyns Politi, er blevet sigtet i en sag om omfattende svindel.

Sammen med fire andre har den 37-årige Erturum Erdogan ifølge politiet franarret Albertslund Kommune mere end 6,3 millioner kroner, og over for Ekstra Bladet giver Erdogan klart udtryk for, at han inderligt fortryder sine handlinger.

– Jeg erkender fuldt ud, at jeg har dummet mig, udvist karaktersvaghed og en elendig dømmekraft, lyder det blandt andet.

En af hovedmændene
Den sigtede ønsker ikke at stille op til interview, men har i en mail besvaret en række spørgsmål. Fordi der er tale om en igangværende juridisk sag, ønsker han ikke at udtale sig nærmere om detaljerne.

Af en retsmødebegæring, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, fremgår det dog, at i alt fem er sigtet, og at Erdogan mistænkes for at være en af bagmændene i svindelnumrene.

I retsmødebegæringen beskrives det også, hvordan Erdogan gennem sit job som socialrådgiver i forening med sagens øvrige parter skal have svindlet sig til pengene ved på forskellig vis at have fusket med det kommunale edb-system. Pengene skulle være betaling for fiktive kursusaktiviteter.

Jeg angrer oprigtigt
Ifølge Erdogans forsvarer, Lone Refshammer, erkender hendes klient kun delvist sigtelserne. Hun ønsker ikke at uddybe, hvad han erkender, og hvad han nægter. Til Ekstra Bladet skriver den tidligere socialrådgiver dog:

– Jeg angrer oprigtigt og har derfor også lagt op til, at sagen skal køre som en tilståelsessag. Via min advokat samarbejder jeg fuldt ud med politiet og anklagemyndigheden. Jeg er ked af at have svigtet og også bragt både mig selv og Asmaa i sådan en dum og ubehagelig situation.

I samme mail påpeger Erturum Erdogan, at svindlen er foregået, ’længe inden’ han indgik i parforhold med Asmaa Abdol-Hamid. De to fandt sammen sidste år, mens svindlen ifølge retsmødebegæringen er foregået i perioden 2012 til 2015.

– Hun har derfor ikke haft noget med de handlinger at gøre eller haft det mindste kendskab til sagen, før jeg blev sigtet. Ansvaret er alene mit og skylden min, skriver han og tilføjer:

– Jeg fortryder inderligt mine handlinger, vil gerne have ryddet op i min fortid og er derfor i alle henseender parat til at tage ansvaret for det, jeg har gjort.

Se også: Fem mænd i sag om svindel: Snød kommune for millionbeløb

Retssagen mod de fem sigtede er endnu ikke berammet. Anklager i sagen, Helene Herborg, ønsker ikke at kommentere sagen, før den skal for retten.

Asmaa Abdol-Hamid stillede op for Enhedslisten i 2007, men blev ikke valgt. Foto: Jens Dresling
Asmaa Abdol-Hamid stillede op for Enhedslisten i 2007, men blev ikke valgt. Foto: Jens Dresling
 

Asmaa: Jeg er dybt skuffet

Asmaa Abdol-Hamid lægger over for Ekstra Bladet ikke skjul på, at straffesagen mod manden påvirker hende dybt. I en mail til Ekstra Bladet skriver hun:

– Jeg er i chok, dybt skuffet og ked af, at min mand er sigtet i sagen. Dette har fundet sted, før vi indgik et forhold sammen i 2017. Jeg tager ubetinget afstand fra enhver form for kriminalitet, og det strider dybt imod alt det, jeg står for og mine inderste værdier.

– Min mand, må som enhver anden stå til ansvar for sine handlinger. Idet der er tale om en verserende sag, kan jeg desværre ikke udtale mig yderligere på nuværende tidspunkt, lyder det.

Asmaa Abdol-Hamid fotograferet i 2007 under et debatmøde. Foto Ritzau/Scanpix
Asmaa Abdol-Hamid fotograferet i 2007 under et debatmøde. Foto Ritzau/Scanpix
 

Brobygger ved politiet
Asmaa Abdol-Hamid er en kendt samfundsdebattør i Danmark og tidligere folketingskandidat for Enhedslisten. I 2007 skabte hun røre, da hun erklærede, at hun ville gå på talerstolen i Folketinget med tørklæde.

Siden 2013 har hun arbejdet som ’brobygger’ ved Fyns Politi hvor hun har til opgave at skabe kontakt mellem politi og borgere med anden etnisk baggrund fra udsatte områder.

Ekstra Bladet har spurgt Asmaa Abdol-Hamid, hvilken betydning svindelsagen mod manden kan få for hendes ansættelse. Det har hun dog ikke svaret på.

Asmaa Abdol-Hamid og Erturum Erdogan indgik et forhold i 2017, og ligesom sin mand har hun tidligere været socialrådgiver.

Sigtelsen: Sådan svindlede de

Retsmødebegæringen giver et indblik i, hvordan politiet mener, at Erturum Erdogan og de fire andre sigtede har svindlet.

Mens Erturum Erdogan sad som socialrådgiver i Albertslund Kommune fungerede de fire øvrige mænd ifølge sigtelsen som direktører i forskellige fiktive selskaber, der var oprettet med det ene formål at malke det offentlige system for penge.

Erturum Erdogan skal have ændret, tilføjet eller slettet ’oplysninger eller programmer til elektronisk databehandling’ for derved at få adgang til pengene, der blev faktureret og udbetalt som betaling for de omtalte kursus-aktiviteter, som de fiktive selskaber stod registreret til at have udført.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere