Ekskæreste: Naser Khader truer med at dele 'dybt personlige billeder' af mig

Imamen, Sherin Khankan, er bange for, at konservatives politiker vil offentliggøre private billeder, fra dengang de var et par

Sherin Khankan er bange for, Naser Khader truer med at offentliggøre private billeder af hende. POLFOTO/ Jacob Ehrbahn og Miriam Dalsgaard
Sherin Khankan er bange for, Naser Khader truer med at offentliggøre private billeder af hende. POLFOTO/ Jacob Ehrbahn og Miriam Dalsgaard

Konservatives Naser Khader truer ifølge den kvindelige imam Sherin Khankan med at offentliggøre personlige billeder af hende fra deres forhold for 18 år siden.

Det er Sherin Khankan bange for, fortæller hendes advokat, Poul Hauch Fenger til Ekstra Bladet.

I et interview med Radio24syv forrige onsdag fortalte Sherin Khankan, at hende Naser Khader datede tilbage i 1999, hvor de blev tætte med hinandens familier.

Her spurgte radioværten, om Naser Khader nogensinde friede til hende, hvilket hun nægtede at svare på.

- Hvis han har næret stærke følelser for mig, så er det et faktum, at jeg afvist dem. Og hvis det er tilfældet, så er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke kan udelukke, at det har haft en betydning for hans dømmekraft. Men det kan jeg ikke bevise, sagde hun.

Alligevel påstår politikeren, at Sherin Khankan sagde, at Naser Khader dengang friede til hende, hvilket han kalder en løgn - og nu hende for en løgner.

OVERBLIK: Striden mellem Khader og imam

23. februar

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) opretter en særlig pulje for projekter med "lokale ressourcepersoner til arbejdet med æresrelaterede konflikter" på to millioner kroner. 

Exitcirklen, der hjælper kvinder udsat for vold og social kontrol, søger som de eneste om 680.000 kroner.

18. april

Siri indstiller til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Exitcirklens ansøgning imødekommes.

1. juni

Siri modtager en mail om, at Støjberg vil forsøge at få annulleret puljen og overføre alle pengene til en anden pulje. Støjberg vurderer, at "målgruppen for puljen har været forkert", når der kun var en enkelt ansøger.

9. juni

Støjberg skriver til ordførerkredsen, at Exitcirklen "lever fagligt op" til puljens formål. Men at hun vurderer, at "den meget begrænsede interesse for puljen tyder på, at antallet af civilsamfundsaktører, der har mulighed for at bidrage til indsatsen mod æresrelaterede konflikter, endnu er for begrænset".

Derfor vil hun annullere puljen. Det kræver dog, at alle partier bag satspuljen bakker op, og det gør De Radikale, Alternativet og SF ikke. 

13. september 

Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) skriver en fælles mail til ordførerne fra de tre røde partier. 

Heri fremsætter de en række anklager mod kvinderne bag Exitcirklen - blandt andet beskyldes Sherin Khankan for at forsvare straf med piskeslag og sharialovgivning og Khaterah Parwani for at forsvare Hizb ut-Tahrir.

18. september

Exitcirklens ansøgning godkendes, da Støjberg konstaterer, at der ikke er opbakning til at droppe puljen.

29. september

I Berlingske beskyldes Khader, Knuth og Henriksen for på et usagligt grundlag at have orkestreret et forsøg på karaktermord på de to kvinder bag Exitcirklen for at fratage dem den statsstøtte, de var blevet tildelt.

23. oktober

Khaders udtalelser i sagen er ikke udtryk for De Konservatives synspunkt, skriver politisk ordfører og gruppeformand Mette Abildgaard på Twitter. Hun tilføjer, at hun ikke synes, det har bidraget til en god debat.

15. november

Khader erkender i et interview med Euroman, at mailen "ikke får topkarakter", og at den "fokuserede alt for meget på, hvad Khankan og Parwani har sagt tidligere". Han nægter dog fortsat at undskylde.

25. november

Khankans advokat udtaler, at han vil indsende en stævning mod de tre politikere for injurier.

2. december

Berlingske skriver om en privat besked fra Khader til Khankan 16. november, at han har et modelfoto af hende, som hun sendte til ham i 1999, og beder hende samtidig holde op med at lyve. 

Beskeden kan ifølge en juraprofessor på kant med straffeloven. Khader afviser, at beskeden indeholder en trussel. 

Kilde: Berlingske, DR og Ritzau.

I besiddelse af 18 år gamle billeder
Dagen efter interviewet skrev politikeren til imamen, at hun løj, og hun skulle stoppe med det. Samtidig gjorde han hende opmærksom på, at han havde billeder af hende, fra dengang de var sammen. Billeder hun havde sendt privat til ham.

Det har Sherin opfattet som en trussel og et forsøg på at få hende til at hold mund, fortæller hendes advokat, som nu retter skarp kritik mod Naser Khaders besked.

- Hvorfor skulle Sherin vide, at han havde gamle billeder liggende af hende - og i samme besked bede hende stoppe med at sige en bestemt ting. Det er det, hun oplever som en implicit trussel, og som hun føler er egnet til at handlingsbestemme hendes adfærd, altså pacificere hende”, forklarer hendes forsvarsadvokat Poul Hauch Fenger.

Sherin har ikke fortalt, hvad det er for nogle billeder, men overfor Berlingske forklarer hun, at billederne er af 'dyb personlige og privat karakter' og sendt helt privat til Naser Khader, da de datede.

De skal ikke vises til andre, og de kan skade hendes hverv, hvor der er regler for blufærdighed.

Strafbar besked
Berlingske, som har set beskeden fra den konservative politiker, har vist den til flere eksperter, som har givet deres vurdering på indholdet.

Professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller påpeger, at beskeden er strafbar.

Han siger, det er i strid med straffelovens §264 at videregive dybt personlige og private billeder.

Og så siger han, det er imod straffelovens §266 at true med det.

Sådan en forbrydelse kan straffes med op til to års fængsel.

Nægter sig skyldig
Ekstra Bladet har forsøgt at få fat på både Sherin Khankan og Naser Khader, men det er ikke lykkes.

Politikeren har derimod svaret Berlingske på en mail, hvor han blandt andet skriver: 

- Jeg har hverken direkte eller indirekte truet Sherin Khankan med noget som helst. Jeg har anmodet hende om at stoppe med at lyve om vores relation for 16 år siden i medierne. Jeg har selv undladt at bringe det frem, da det her handler om politik og holdninger og intet andet. Det er et billigt og gennemskueligt trick at antyde, at jeg skulle have andre motiver. Ja, jeg har masser af dokumentation for karakteren af vores relation, som vidner om at hun også her udtaler sig i modstrid med fakta. Jeg har ikke brugt det og aldrig vil bruge det, fordi det er privat. Det håbede jeg hun ville lade sig inspirere af. I stedet klynker hun videre - og du lægger ukritisk pen til.

Naser Khader har også skrevet om sagen på Facebook, hvor han blandt andet understreger, at der ikke er tale om nøgenbilleder

'Det er alene ‘feriebilleder’ fra Lund og et ‘modelfoto’ er ganske almindeligt, ungdommeligt, meget anstændigt og fuld påklædt billede'.